Der er udbrudt en mystisk sygdom på et hospital i svenske Uppsala. 

Udbruddet startede, da en medarbejder mærkede symptomer den 25. oktober, skriver det norske medie VG.

Derefter blev to yderligere ramt af symptomer, hvorefter politiet blev underrettet. Og nu har en fjerde medarbejder også mærket sygdom.

Alle medarbejdere er fra samme afdeling, og politiet har derfor mistanke om, at der er tale om forgiftning. 

»De er blevet syge med lignende symptomer på kort tid, og derfor har vi mistanke om, at det er den samme sag,« siger efterforskningsleder Emma Häggström til VG.

Aftonposten har snakket med en af de syge medarbejderes advokat, Angelica Diepeders. Hun siger, at det hurtigt kunne være gået galt, hvis hendes klient ikke havde fået hurtig behandling.

»Min klient blev akut syg, og det blev hurtigt meget alvorligt. Jeg kan sige, at det var heldigt, at min klient var på arbejde på hospitalet, så han kunne få intensiv behandling så hurtigt som muligt. Ellers ved man jo ikke rigtig, hvordan det kunne være gået, hvis det var sket et andet sted,« fortæller hun til Expressen.

Personen havde brug for intensiv behandling i flere dage, men er i dag udskrevet fra hospitalet, tilføjer Diepeders. 

Trods udskrivningen mærker personen dog fortsat nogle symptomer, som kræver pleje og opfølgning, lyder det. 

Sagen efterforskes som drabsforsøg, men der er lige nu ingen mistænkte i sagen. 

Ifølge Aftonbladet og Uppsala Nya Tidning havde mindst tre af de indlagte patienter unormalt lave niveauer af kalium i blodet. Det kan give symptomer som muskelsvaghed og hjerterytmeforstyrrelser.

Aftonbladet skriver, at et usædvanligt højt koffeinindtag er blandt de mulige forklaringer, som efterforskes. En anden teori går på, at de kan have fået stoffet i sig gennem deres vandflasker.