Den mistænkte i Madeleine McCann-sagen bliver nu koblet til en ny sag, hvor et mindreårigt barn er involveret.

Det fortæller den tyske anklager Hans-Christian Wolters, som efterforsker hele Madeleine-sagen til Sky News.

Tyskeren Christian B. mistænkes for at have blottet sig og seksuelt krænket en mindreårig pige på en strand i Portugal i 2007 - en måned før Madeleine forsvandt.

»I den her sag fra 2007 er han mistænkt for at have vist sig selv på en seksuel og krænkende måde foran en 10-årig tysk pige på en strand. Jeg kan ikke sige, om han har onaneret foran barnet eller bare blottet sig,« siger Hans-Christian Wolters og fortsætter:

»I Tyskland er det seksuelt overgreb på et barn, og det er det, han efterforskes for. Men han er endnu kun mistænkt, så jeg kan endnu ikke sige, hvordan det ender.«

Hans-Christian Wolters fortæller til Sky News, at de har sendt dokumenterne i sagen til Christian B.'s advokat.

Den 10-årige pige var med sin familie på Salema Beach - omkring 15 minutters kørsel fra Praia da Luz, hvor Madeleine forsvandt fra en ferielejlighed i 2007.

Den oprindelige sag blev i sin tid lukket uden mistænkte, men er nu for nylig blevet genåbnet efter den 10-åriges mor så et billede af den mistænkte i Madeleine-sagen Christian B og genkendte ham fra stranden.

De to sager vil dog blive efterforsket separat, da der udover den mistænke ikke er direkte forbindelser i mellem dem.

Tyskeren Christian B. har on and off boet på Algarvekysten i perioden 1995 til 2007.

Han er lige nu fængslet i Tyskland for voldtægt og narkohandel.

Siden han blev mistænkt i sagen om Madeleine, og billedet af ham blev offentliggjort, er han blevet koblet til en række andre sager.

Christian B. er dog endnu ikke dømt i sagerne - heller ikke i Madeleine-sagen.

Ifølge hans advokat, Friedrich Fulscher, benægter Christian B. at have noget som helst at gøre med Madeleines forsvinden.