Han var omdrejningspunktet for en massiv menneskejagt, der sluttede på en kirkegård.
Nu er der kommet flere detaljer frem om den britiske mand, der mistænkes for tirsdag aften at have dræbt en mor og to døtre i et hus beliggende i byen Bushey.
For det viser sig, at hans storebror også har været i politiets søgelys – og sidder dømt for drab.
Det skriver en række britiske medier, herunder BBC, The Telegraph og The Independent.
Det var tirsdag aften, at betjente fra Hertfordshire Police rykkede ud til huset i Bushey, der ligger nær Watford, og indenfor fandt de tre kvinder, der alle være svært tilskadekomne.
På trods af forsøg på at redde dem, endte de alle med at afgå ved døden.
De tre dræbte er siden blevet identificeret som 61-årige Carol Hunt og to af hendes døtre, Hannah på 28 år og Louise på 25.
I kølvandet på det forfærdelige fund i huset indledte politiet en storstilet menneskejagt på den 26-årige Kyle Clifford, som man mistænker for at have stået bag den voldsomme forbrydelse.

En forbrydelse, som muligvis blev udført med en armbrøst og andre våben, lyder det.
Den mistænkte blev til sidst fundet på en kirkegård i Enfield, hvorefter han blev taget i politiets varetægt.
Han er nu indlagt med skader, han har pådraget sig – men det er ikke oplyst, hvilke skader der er tale om, eller hvordan han er blevet skadet.
Siden har de britiske medier fundet ud af, at Kyle Clifford ikke er den eneste i sin familie, der har haft sammenstød med politiet.
Hans storebror, Bradley Clifford, afsoner nemlig for tiden en livstidsdom efter at have dræbt en knallertkører, som beskadigede hans bil.
Den voldsomme hændelse fandt sted for seks år siden, da Bradley Clifford var 23 år, skriver The Telegraph.
Dengang endte storebroderen tilsyneladende med at blive rasende, efter hans Ford Mustang blev ramt af en flaske, der var blevet kastet efter den i forbindelse med et skænderi uden for en bar i Enfield.
Det fik ham ifølge The Independent til at igangsætte en jagt på 18-årige Soban Khan og 19-årige Jahshua Francis, som begge sad på samme knallert.
Til sidst endte Bradley Clifford med at ramme ind i dem, og begge de unge mænd blev kastet op i luften.
»Det var hurtigt, det var brutalt, og det var ubarmhjertigt. Han forfulgte knallerten ned ad en lige vejstrækning i høj fart. Ikke for at pågribe de to personer på knallerten, men for at meje dem ned, fordi de havde vovet at beskadige hans dyrebare køretøj,« lød det dengang i retten fra anklager Aftab Jafferjee.
Da Soban Khan lå døende på vejen, sprang Clifford ifølge fremlægningen af sagen i retten ud af sin bil og slog løs på ham.
»Soban Khan lå næsten ubevægelig, totalt forsvarsløs og dødeligt såret, blev den tiltalte så rasende, at han gik over til ham og slog ham,« fortalte anklageren dengang ifølge The Independent.
I retten nægtede Bradley Clifford sig skyldig i drab og i grov vold, men han blev kendt skyldig i begge og idømt livsvarigt fængsel.
Dommeren fortalte ham i den ombæring, at han skulle afsone mindst 23 år, før han kan søge om prøveløsladelse.
Endnu er der ikke meldt noget ud om et motiv i sagen om drabene på Carol, Hannah og Louise.
Politiet har dog ifølge BBC oplyst, at man mener, at den mistænkte på en eller anden måde havde en relation til ofrene.
Derudover oplyste politiet på et pressemøde, før Kyle Clifford blev anholdt, at man mener, at drabene kan have været »målrettede«.
Carol Hunt var gift med BBCs hestesportskommentator John Hunt.
Udover Hannah og Louise har parret også en tredje datter.

