En mistænkt bandeleder, som kaldes "Grækeren", er søndag blevet varetægtsfængslet i Sverige, efter at han fredag morgen blev udleveret fra Mexico.

Det rapporterer flere svenske medier.

Den 27-årige mand menes at være leder af en bande, som kaldes Dalennetværket.

Ifølge svenske medier vurderer politiet, at Mikael Tenezos har været en af de centrale skikkelser i en lang serie af blodige opgør med Foxtrotnetværket, som ledes af Rawa Majid, "Den Kurdiske Ræv", der befinder sig i Iran.

Tenezos blev pågrebet i Mexico, fordi han opholdt sig ulovligt i landet.

Udleveringen til Sverige var en nyhed, som også statsminister Ulf Kristersson kommenterede.

Søndag har der været retsmøder i tre forskellige byretter, Sundsvall, Södertörn og Södertälje.

Her har dommere vurderet, at der er en begrundet mistanke om en lang række forhold, og derefter er der sket varetægtsfængsling af den 27-årige.

I sigtelserne indgår blandt andet forhold om narkotika og hvidvask.

Mere alvorlige er beskyldningerne om, at han skal have planlagt drab og rekrutteret mindreårige til at begå forbrydelser. I alt er der rejst sigtelser om 30 forbrydelser.

I 2024 skal han have været ansvarlig for, at en 17-årig dreng blev skudt i halsen, og at der blev kastet en håndgranat ind i en madbutik.

"Grækeren" nægter sig skyldig, siger hans forsvarer i Sundsvall, Marcus Lodin, til det svenske nyhedsbureau TT.

Til Ekstra Bladet lørdag sagde en kriminolog fra Lunds Universitet, David Sausdal, at bandekriminaliteten har udviklet sig i retning af en projekt- og platformsøkonomi.

Det handler om at få unge til at arbejde for banden ligesom et Wolt-bud eller en Uber-chauffør.

Ifølge kriminologen har den 27-årige med sin gangster-persona tilsyneladende været i stand til at groome og socialisere unge.

/ritzau/