Minister: Spanien står over for to afgørende dage i kamp mod brande
Fra onsdag ser vejret ud til at gøre det sværere at slukke naturbrande i Spanien, siger indenrigsminister.

Fra onsdag ser vejret ud til at gøre det sværere at slukke naturbrande i Spanien, siger indenrigsminister.

Mandag og tirsdag bliver "afgørende" for indsatsen med at få kontrol over naturbrande i Spanien.
Det siger indenrigsminister Fernando Grande-Marlaska mandag middag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I dag og i morgen er absolut afgørende dage, for fra onsdag bliver vejrudsigten markant mere ugunstig for brandslukningsarbejdet, siger han.
Naturbrandene hærger vest for den spanske hovedstad, Madrid.
Natten til mandag udviklede brandene sig langsommere, oplyste de lokale myndigheder i Madrid tidligere mandag ifølge AFP.
Men situationen er stadig alvorlig, og borgere opfordres til at udvise "ekstrem forsigtighed".
Ifølge CNN er den mest aktive brand i området nord for San Juan-reservoiret. Det ligger omkring 70 kilometer vest for Madrid.
Vejrudsigten ser ifølge CNN ud til at byde på stigende temperaturer i Spanien fra tirsdag.
Her kan termometeret nå temperaturer i midten af 30'erne i store dele af Spanien og Frankrig, og omkring Madrid kan varmen ramme op mod 40 grader.
Titusindvis af spaniere er blevet bedt om at forlade deres hjem og søge tilflugt andre steder.
Branden i Ávila-provinsen, som ligger under 100 kilometer vest for Madrid, og hvor San Juan-reservoiret ligger, har ifølge estimater brændt 47.000 hektar. Det siger indenrigsminister Grande-Marlaska ifølge nyhedsbureauet dpa.
Til sammenligning er Falster omkring 51.000 hektar.
Holder estimaterne, vil branden i Ávila ifølge nyhedsbureauet være den største naturbrand i Spanien, siden de officielle registreringer begyndte i 1968.
Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har ifølge det spanske medie RTVE sagt, at det "ikke er isolerede hændelser, det er en klimanødsituation".
Han siger mandag, at der er brug for en national aftale om bekæmpelse af klimakrisen.
- Dette er en reel national prioritet, siger Sánchez ifølge RTVE.
Der er også skovbrande nær den spanske storby Valencia, ligesom nabolandet Frankrig i disse uger kæmper med store naturbrande.
RITZAU