Pakistan skal snart være vært for forhandlinger mellem USA og Iran.
Det siger Pakistans udenrigsminister, Ishaq Dar, i en tv-transmitteret tale ifølge nyhedsbureauet AP søndag.
USA og Iran har ikke selv bekræftet udmeldingen.
- Pakistan er meget glad for, at både Iran og USA har udtrykt deres tiltro til Pakistan som mægler, siger ministeren.
Han siger, at forhandlingerne vil finde sted i de "kommende dage".
Ishaq Dars udtalelser kommer, efter at der i Islamabad har været møde med Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien.
Pakistan er med relativt gode forbindelser til både USA og Iran blevet en mægler i konflikten. Landet har også tidligere spillet en rolle i forbindelse med overdragelse af et udspil fra USA.
USA er løbende kommet med udmeldinger om forhandlinger, mens Irans parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, har beskyldt amerikanerne for at forsøge at sende positive signaler, samtidig med at de planlægger at sende soldater ind.
- Så længe amerikanerne presser på for Irans overgivelse, så er vores svar, at vi aldrig vil acceptere at blive ydmyget, har han ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt.
Krigen begyndte, da USA og Israel angreb Iran 28. februar. Siden har den spredt sig til store dele af Mellemøsten, hvor iranske angreb har ramt både Israel, Kuwait, Saudi-Arabien og flere andre lande på Den Arabiske Halvø.
Hormuzstrædet har været stort set lukket for skibstrafik, og det har sendt olie- og gaspriser i vejret.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere sagt, at der var forhandlinger i gang, mens Iran har afvist det.
Avisen The Washington Post har på baggrund af unavngivne amerikanske embedsmænd skrevet, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, forbereder sig på flere ugers militære landoperationer i Iran.
Det er dog fortsat usikkert, om USA's præsident, Donald Trump, vil godkende planerne, skriver den amerikanske avis.
Analytikere siger, at Trump står med et svært valg mellem en forhandlet løsning og en potentielt længerevarende krise, der kan ramme hans popularitet.
- Præsident Trump har generelt dårlige muligheder for at afslutte krigen, siger Jonathan Panikoff, som tidligere har arbejdet i USA's efterretningstjeneste med fokus på Mellemøsten, til nyhedsbureauet AFP.
- En del af udfordringen er, at der er manglende klarhed over, hvad et tilfredsstillende resultat vil være.
/ritzau/
