Sveriges regering forlænger de coronarestriktioner, der gælder i landet.

- Udviklingen går den forkerte vej igen, siger socialminister Lena Hallengren på et pressemøde onsdag.

Den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, får i øjeblikket meldinger fra flere regioner i Sverige om, at sundhedsvæsnet er under pres.

- Jeg ved, at mange er utroligt trætte af pandemien, men det her er langt fra overstået, siger Folkhälsomyndighetens generaldirektør, Johan Carlson, på pressemødet.

- Pandemien har varet et år og rammer os stadig med lidelse, sygdom og død, understreger han.

Folkhälsomyndigheten har tidligere sagt, at restriktionerne formentlig kunne lempes fra 11. april. Men det er nu udskudt til 3. maj.

Det betyder blandt andet, at restauranter og caféer fortsat skal lukke klokken 20.30.

Sverige har ikke lukket butikkerne, men har en regel om, at der højst må være 500 mennesker i eksempelvis stormagasiner.

På spisesteder, caféer og lignende må der højst sidde fire personer ved et bord, dog kun en enkelt person per bord, hvis det er i et indkøbscenter.

- Budskabet er det samme. Hold ved og hold ud. Situationen er alvorlig. Jeg vil igen bede om en reel kraftanstrengelse, siger statsminister Stefan Löfven på pressemødet.

- For at få en normal hverdag igen, skal smittespredningen mindskes betydeligt og belastningen på sundhedsvæsnet mindskes, siger han.

Johan Carlson tilføjer, at vaccinerne fungerer godt, og at situationen vil blive bedre i takt med, at de bliver udrullet. Men det kommer til at vare nogle måneder endnu.

- Hvis vi alle tager ansvar, kan vi vende dette igen, siger Carlson.

De svenske regioner er klar til at massevaccinere befolkningen, meddeler Löfven.

Lena Hallengren oplyser, at man har en kapacitet til at vaccinere 1,2 millioner mennesker om ugen. Hun vurderer derfor, at regeringen kan nå sit vaccinemål - hvis bare vaccinerne leveres.

/ritzau/TT