Seks mennesker - fire kvinder og to mænd - er dræbt, og 16 andre er såret i et skyderi på en plads i den centrale del af den polske by Krakow lørdag.

Polens premierminister, Donald Tusk, betegner det som et terrorangreb. Det siger han på et pressemøde i byen lørdag aften.

- Indtil nu har vi i Polen ikke haft så drastiske tilfælde af terrorisme, siger han.

- Det er, hvad vi må kalde dette ondsindede angreb mod folks liv her i Krakow.

Blandt de dræbte er en britisk statsborger. Tre af de øvrige dødsofre er polakker, mens de sidste to endnu ikke er identificeret. Det meddeler polsk politi.

Fem udenlandske statsborgere er blandt de 16 sårede. De kommer fra Østrig, Tyskland, Portugal, Rusland og Storbritannien, oplyser en talsperson for Polens indenrigsminister ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udenrigsministeriet oplyste i et skriftligt svar til Ritzau tidligere lørdag aften, at "på nuværende tidspunkt er der ingen meldinger om omkomne eller sårede danskere".

Udenrigsministeriet følger situationen og er i dialog med de polske myndigheder.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skriver i et opslag på X lørdag aften, at han sender sine kondolencer til de berørte af skyderiet og til det polske folk.

Skyderiet skete på Rynek Główny, som er hovedtorvet i Krakows gamle bydel. Torvet besøges af mange turister.

Den formodede gerningsmand, som ifølge polske medier er polsk statsborger, er anholdt. Det skete, da han forsøgte at flygte fra stedet, oplyser politiet ifølge Reuters.

Gerningsmanden er blevet skudt af politiet og er blevet bragt til hospitalet.

Ifølge politiet handlede gerningsmanden på egen hånd.

Polens indenrigsminister, Marcin Kierwiński, siger på pressemødet lørdag aften, at "alt tyder på, at gerningsmanden er fascineret af højreekstrem ideologi" og har "meget, meget radikale holdninger".

Et forhold, som vil blive undersøgt nærmere.

- Politifolk er til stede, ligesom agenter fra sikkerhedstjenesten er det, både her på gerningsstedet og i gerningsmandens hjem.

Der er blevet fundet "en række våben" i den bil, han kørte i.

Gerningsmanden var iklædt en militærlignende uniform og anvendte et automatvåben. Han kom kørende ind på torvet i en bil og begyndte derpå at skyde, skriver politiet på X.

Efter angrebet har polsk politi ransaget det hus, gerningsmanden boede i. Her blev yderligere tre mennesker fundet døde. De menes at være hans nære familiemedlemmer.

Krakow, der ligger i det sydlige Polen, tiltrækker året rundt en del turister. Det er Polens næststørste by.

RITZAU