Mindst tre dræbt i russiske droneangreb i Ukraine
Polen sendte kampfly på vingerne for at beskytte sit luftrum, mens russiske angreb mod Ukraine stod på fredag.

Polen sendte kampfly på vingerne for at beskytte sit luftrum, mens russiske angreb mod Ukraine stod på fredag.

Et russisk droneangreb har dræbt tre mennesker og såret mindst fem andre i den ukrainske by Kharkiv.
Det meddeler guvernør Oleh Synegubov fredag ifølge Reuters.
Han tilføjer, at redningsmandskab arbejder på stedet for at hjælpe de sårede.
I byen Uman i det centrale Ukraine er fem mennesker såret, efter at en drone har ramt en boligblok. Det oplyser ukrainsk politi i en besked på Telegram.
I den ukrainske Volyn-region nær grænsen til Polen er 370.000 indbyggere uden strøm i deres huse som følge af russiske droneangreb, oplyser guvernør Roman Romanjuk. To personer er såret.
Polen sendte kampfly på vingerne for at beskytte sit luftrum, mens de russiske angreb mod Ukraine stod på. Det meddeler det polske militær på X.
Senere lød det, at der ikke er registreret nogen krænkelser af polsk luftrum, skriver Reuters.
Samtidig meddeler forsvarsministeriet i Rusland, at hundredvis af ukrainske droneangreb er afværget i knap 30 forskellige russiske regioner.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Der er ikke meldinger om dræbte, men mindst én person er kommet til skade i Rostov-regionen, oplyser lokale myndigheder.
RITZAU/Reuters