Mindst syv personer er omkommet efter skibsforlis ud for Cypern
23 personer er endnu savnede, efter at et passagerskib med omkring 270 personer om bord er sunket søndag.

23 personer er endnu savnede, efter at et passagerskib med omkring 270 personer om bord er sunket søndag.

Et passagerskib med omkring 270 personer om bord er søndag forlist ud for det nordlige Cypern, oplyser lokale medier ifølge Reuters.
Skibet er søndag eftermiddag "fuldkommen sunket".
Det oplyser en embedsmand i den tyrkisk-cypriotiske del af øen søndag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet AFP.
I første omgang var skibet kæntret, så det lå på siden.
En eftersøgnings- og redningsindsats er i gang.
Lokale myndigheder oplyser ifølge Reuters, at syv personer indtil videre er omkommet i ulykken.
Præsidenten for det nordlige Cypern, Tufan Erhürman, siger ifølge CNN Türk, at 23 personer endnu er savnet, mens 237 personer er blevet reddet i land.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
På videoer fra sociale medier videredelt af lokalmediet Cyprus Mail kunne man tidligere på dagen søndag se skibet, der beskrives som en færge, liggende vendt rundt i vandet med kun dele af skroget synligt.
Årsagen til, at skibet kæntrede, er endnu ikke kendt.
- Alle de nødvendige foranstaltninger bliver taget for at sikre en hurtig indsats fra rednings- og sundhedstjenesterne, siger det tyrkisk-cypriotiske sundhedsministerium i en udtalelse ifølge AFP.
Murat Senkul, der er borgmester i havnebyen Kyrenia, hvor skibet sejlede fra, beskriver desuden situationen som "alvorlig", skriver Cyprus Mail.
Borgmesteren uddyber ikke, hvad det mere konkret betyder.
Færgen, der var på vej mod den tyrkiske havn Tasucu, skal være kæntret kort efter afgang fra Cypern, efter at være begyndt at tage vand ind, skriver lokalmediet.
Cypern har været delt siden 1974, da en tyrkisk invasion fulgte efter et kortvarigt græsk-støttet kup.
Siden har øen været delt i en nordlig tyrkisk-cypriotisk del, som Tyrkiet som det eneste land anerkender, og en internationalt anerkendt sydlig græsk-cypriotisk del, der ligeledes er medlem af EU.
RITZAU