Mindst otte meldes døde efter kraftigt jordskælv ved Filippinerne
Filippinernes katastrofeagentur bekræfter otte dødsfald efter jordskælv. Alle døde er fra øen Mindanao.
Filippinernes katastrofeagentur bekræfter otte dødsfald efter jordskælv. Alle døde er fra øen Mindanao.
Otte personer er bekræftet døde, efter at et kraftigt jordskælv har ramt ud for Filippinernes næststørste ø, Mindanao.
Det oplyser Filippinernes katastrofeagentur.
Ifølge Diego Mariano, som er talsperson for landets kontor for civilforsvar, inkluderer de døde tre personer fra provinsen Davao Occidental, tre fra byen General Santos og to fra provinsen South Cotabato.
Dermed skal alle bekræftede døde være fra Mindanao.
Dødstallet inkluderer ikke to personer, som ifølge politikommissær Roland Catoburan blev mast ihjel af en kollapset væg i Alabel, som ligger i nærheden af General Santos.
Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 7,8. Efter det første jordskælv har der været meldinger om et efterskælv med en beregnet størrelse på 6,1.
/ritzau/AFP