Mindst ni personer har mistet livet som følge af et voldsomt uvejr, der har hærget i store dele af Sydeuropa.

Det er den franske og italienske riviera, der blev ramt af så kraftigt et uvejr, at rejsende blev fanget i deres biler og dele af Grækenland blev oversvømmet.

Nu oplyser nyhedsbureauet AP, at mindst ni personer er omkommet som følge af uvejret.

Fire af de omkomne har mistet livet i Frankrig. Heriblandt et par i 70'erne, hvis bil sank i de store vandmasser i byen Grasse.

Venedig er en af de sydeuropæiske storbyer, der har været hærget af det kraftige uvejr.
Venedig er en af de sydeuropæiske storbyer, der har været hærget af det kraftige uvejr. FILIPPO MONTEFORTE

En anden franskmand døde, efter en redningsbåd sank i Middelhavet, og en fjerde blevet fundet død i en bil.

I Grækenland blev to lig, som man mener er to turister, fundet natten mellem søndag og mandag i nærheden af havnebyen Antirio, hvor deres sejlbåd blev fanget i kraftigt uvejr.

Yderligere to kvinder mistede livet, da et stormvejr ramte græske øer i den østlige del af Det Ægæiske Hav.

Også i det nordlige Italien blev en kvinde fundet død, efter massive vandmasser fik fat i hendes bil.

Hundredvis af græske husstande er blevet oversvømmet som følge af det kraftige regnvejr.
Hundredvis af græske husstande er blevet oversvømmet som følge af det kraftige regnvejr. ANGELOS TZORTZINIS

Det kraftige regnvejr har ikke kun kostet menneskeliv, men også ført til omfattende materielle skader.

I Frankrig er de høje vandstande i landets floder langsomt ved at trække sig tilbage, men evakuerede borgere kan fortsat ikke vende hjem, fordi autoriteterne arbejder på at genoprette elektriciteten og rydde vejene fra faldne træer.

I Grækenland er hundredvis af huse blevet oversvømmet som følge af et stormvejr, der påvirkede store dele af hovedstaden Athen. Kraftige regnskyl og mudderskred lukkede desuden ned for motorvejen, der forbinder Athen med havnebyen Patras.

De værste oversvømmelser ramte badebyen Kineta, hvor flere hundrede borgere, som var fanget i deres biler og oversvømmede hjem blev reddet af brandvæsnet.