En række uhyggelige videoer er dukket op fra det sydøstasiatiske land Myanmar.

Søndag morgen var en mindre demonstration mod militærjuntaen i gang i storbyen Yangon. Dele af demonstrationen blev filmet med mobilkameraer.

Pludselig opstår kaos.

En bil i høj fart kommer kørende på vejen, hvor demonstrationen finder sted.

Den pløjer ind i demonstranter.

Andre videoer fra situationen viser folk løbe og andre ligge på jorden. Lokale medier melder om mindst fem dræbte og adskillige sårede.

Myanmar Now melder også om, at 15 af demonstranterne efterfølgende blev anholdt.

Til mediet fortæller en person, der var til stede, om angrebet, der menes at være udført af Myanmars militærregime.

En såret demonstrant på en båre efter angrebet.
En såret demonstrant på en båre efter angrebet. Foto: STR
Vis mere

»Bilen accelererede og pløjede ind i demonstranter. Fire eller fem blev kastet op i luften,« forklarer en af demonstrationens organisatorer til mediet.

En anden, som formåede at flygte fra angrebet efterfølgende, beskriver, hvordan han blev slået med kolben af en riffel, efter han blev ramt af bilen, der pløjede ind i menneskemængden.

»Jeg tror, de slog mig for, at jeg skulle blive bevidstløs, så de nemmere kunne fortsætte med at anholde andre demonstranter,« sagde personen.

På trods af angrebet gik demonstranter nok engang på gaden senere søndag for at udvise deres utilfredshed mod regimet i Myanmar og det kup, de udførte 1. februar i år.

Som en hidtidig kulmination på protesterne mod militærjuntaens kup blev den tidligere modtager af Nobels fredspris og oppositionshelt Aung San Suu Kyi idømt fire års fængsel mandag.

Det sker for at opildne til oprør mod militærjuntaen og for at bryde landets coronaregler.

Netop Suu Kyi er ellers siden kuppet i februar faldet markant fra den internationale stjernehimmel, da mange mener, at fredsprismodtageren på det nærmeste accepterede militærkuppet.

Siden militæret igen tog magten i Myanmar, har der været spredte oprør. Det har resulteret i omkring 1.300 døde og tusindvis af anholdelser.

Militærregimets talsperson har ikke ønsket at udtale sig om angrebet på demonstrationen søndag.