Mindst 555 mennesker er blevet dræbt i Iran, siden USA og Israel begyndte angreb mod landet.

Det oplyser Røde Halvmåne i Iran ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tallene er ikke umiddelbart bekræftet fra andre sider.

En omfattende amerikansk-israelsk militæroperation i Iran begyndte lørdag morgen.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i angrebene.

USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at målet med militæraktionen er at sikre, at Iran ikke får atomvåben.

Både Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har talt om, at det igangværende angreb kan åbne op for et regimeskifte i Iran.

/ritzau/