En pub er gået op i et voldsomt flammehav og har kostet mindst 27 mennesker livet.

Dødsbranden brød ud omkring midnat lokal tid i Thailands hovedstad, Bangkok.

Men først da redningsfolkene trængte ind i den udbrændte pub 'Na Ladprao', stod katastrofens fulde omfang klart.

Helt bagerst på toiletterne fandt de mange af ofrene.

De kunne ikke komme ud, fordi de bevægede sig til den del af bygningen, hvor der ikke var nogen nødudgange.

Det fortæller Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, ifølge AP.

Han har efterfølgende talt med en musiker, som optrådte på pubben, da branden begyndte, lyder det videre.

Redningsfolk arbejder ved stedet efter den dødelige pubbrand i Bangkok. Foto: Chalinee Thirasupa/Reuters/Ritzau Scanpix

Musikeren så først røg komme fra en eltavle tæt på scenen. Kort efter gik strømmen.

Så hørte han en eksplosion, inden tyk røg på få øjeblikke fyldte lokalet.

Billeder fra stedet viser enorme flammer stå ud gennem hoveddøren, mens mennesker forsøger at flygte gennem den sorte røg.

Flere sårede er blevet kørt på hospitalet. 

Det tog brandfolkene omkring en halv time at få flammerne under kontrol.

Tilbage står forkullede borde og stole samt et svært beskadiget lokale.

Der er endnu ikke meldt noget ud om ofrenes nationalitet.

B.T. har talt med Udenrigsministeriet for at undersøge, om der er danskere involveret, men har endnu ikke fået svar.