Mindst 20 er døde, og bygninger er kollapset i Colombia efter et kraftigt jordskælv i Chocó-regionen.

Det melder borgmestre fra flere forskellige byer ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Borgmesteren i den colombianske by Pereira, Mauricio Salazar, melder om 18 døde efter jordskælvet.

I byen Manizales siger borgmesteren, Jorge Eduardo Rojas, at to personer er døde.

Alejandro Eder, der er borgmesteren i Cali, en af landets største byer, oplyser ifølge Reuters, at 20 bygninger er kollapset, mens mennesker er fanget under bygningerne efter jordskælvet.

Seks mindre lufthavne i det vestlige Colombia har indstillet driften, oplyser landets luftfartsmyndighed ifølge AFP.

Den Colombianske Geologiske Tjeneste har anslået jordskælvet til at have en styrke på 6,6, mens den amerikanske tjeneste, USGS, har vurderet skælvet til 7,4, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Den Colombianske Geologiske Tjeneste ramte jordskælvet tidlig morgen lokal tid og havde sit epicenter i Chocó-regionen i den vestlige del af landet.

Vidner oplyser ifølge Reuters, at skælvet også kunne mærkes i landets hovedstad, Bogotá, og i nabolandet Venezuela.

Guvernøren for den ramte Chocó-region skriver på X, at skaderne er i gang med at blive vurderet.

Der er desuden en bekymring for de såkaldte efterskælv, mens flere ligeledes er sårede i regionens hovedby, Quibdó, lyder det fra Nubia Carolina Cordoba-Curi.

Danmarks Udenrigsministerium advarer ligeledes om efterskælv i en opdatering af rejsevejledningen for landet.

Ministeriet uddyber samtidig, at lufthavne og anden infrastruktur i Colombia kan være påvirket af jordskælvet.

Hvis man er i området, opfordrer Udenrigsministeriet til, at man holder sig opdateret via medier, sit hotel eller rejsebureau og ellers følger de lokale myndigheders anvisninger.

RITZAU