Mindreårig anholdt: Mistænkt for at planlægge skoleangreb
Den spanske dreng, som er under 14 år, var medlem af et netværk på platformen Discord, hvor han delte sin voldelige idé.

Den spanske dreng, som er under 14 år, var medlem af et netværk på platformen Discord, hvor han delte sin voldelige idé.

Spansk politi har anholdt en mindreårig dreng, der er mistænkt for at planlægge et masseangreb på en skole.
Det skriver det spanske medie ABC.
Ifølge mediet ville drengen, som er under 14 år, have udført angrebet inden for nærmeste fremtid.
Da politiet ransagede drengens hjem, fandt de en stor kniv i hans soveværelse, som de siden har beslaglagt.
Drengen menes at være medlem af et såkaldt »blodfællesskab« på platformen Discord, som er en beskedtjeneste, der primært bruges af onlinespillere.
I gruppen samles flere unge, og videoer af ekstrem vold bliver delt.
Her delte den mindreårige sin idé om masseangrebet. Han var overbevist om, at han ville blive set som en »helgen«.
Fordi drengen er under 14 år kan han ikke sigtes i sagen eller retsforfølges.
I anklagemyndighedens rapport advarer de om en stigning i forbrydelser begået af børn under 14 år.
I Spanien er det tal steget med 74,2 procent fra 2024 til 2025. Tallet fra 2024 er dog ikke fuldt sammenligneligt grundet en procedurefejl.