Lyt til artiklen

Australiens næststørste teleselskab, Optus, har været ramt af et cyberangreb.

Folkene bag angrebet har blandt andet tilgået flere af selskabets kunders navne, fødselsdatoer, telefonnumre og e-mailadresse, skriver BBC.

Selskabet, som har mere end ti millioner abonnenter, siger, at der nu er lukket ned for angrebet – men ikke i tide, før andre detaljer såsom kørekort og pasnumre ligeledes blev hacket.

Optus fortæller dog til mediet, at betalingsdata og kontoadgangskoder ikke blev kompromitteret i cyberangrebet.

I et opslag på Twitter oplyser Optus, at selskabet arbejder tæt sammen med både det australske cybersikkerhedscenter, nøgleregulatorer og myndigheder for at mindske eventuelle risici for kunderne, og at myndighederne er underrettet om angrebet.

'Selvom vi ikke er bekendte med på, at kunder er blevet berørt, opfordrer vi til at have en øget bevidsthed på tværs konti, herunder at være opmærksom på usædvanlig eller svigagtig aktivitet, samt eventuelle underretninger, der kan virke mærkelige eller mistænkelige,' skriver de til kunderne.

Selskabets administrerende direktør, Kelly Bayer Rosmarin, undskyldte ifølge BBC over for sine kunder på ABC tv.

Her lød det, at navne, fødselsdatoer og kontaktoplysninger var blevet tilgået 'i nogle tilfælde' og i 'et sjældent antal tilfælde' var passet og postadressen blevet tilgået.

Desuden fortalte hun, at efterforskere forsøgte 'at forstå, hvem der har fået adgang til dataene og til hvilket formål'.