Fem millioner børn står til at få udleveret masker, efter niveauet af luftforurening i Indiens hovedstad, New Delhi, fredag eftermiddag i nogle områder ramte et niveau, som er syv gange højere end det, der skal til, før det er direkte farligt.

Situationen er så grel, at ministeren for New Delhi, Arvind Kejriwal, fredag beskrev byen som værende ’omdannet til et gaskammer’.

Det skriver CNN.

Ifølge ministeren er det afbrænding af afgrøder i de omkringliggende stater, som for alvor har resulteret i en ualmindelig tyk smog over byen.

New Delhi er ramt af voldsom luftforurening.
New Delhi er ramt af voldsom luftforurening. JEWEL SAMAD

Der er tale om decideret giftig luft.

Det er dog ikke usædvanligt, at der er dybt forurenet luft i Delhi, som er blevet kåret til verdens mest forurenede by – og især på denne tid af året er det grelt.

Ud over afbrænding af afgrøder bidrager fyrværkeri kraftigt til at forværre situationen.

Fyrværkeriet bliver fyret af i massevis, fordi folk fejrer den hinduistiske fest Diwali.

En tyk og giftig smog har lagt sig over New Delhi.
En tyk og giftig smog har lagt sig over New Delhi. STR

Fortsætter luftforureningen med at være så slem frem til søndag, vil New Delhi gå i nødberedskab.

Det indbefatter blandt andet at lukke skoler ned og at stoppe alt byggeri i byen.

Derudover kan det blive aktuelt at indføre kraftig regulering af trafikken.

Det kan blandt andet være ved at forbyde al adgang til byen for lastbiler, ligesom nummerplader med lige og ulige numre henvises til at måtte køre på hver deres dage for på den måde at minimere trafikken.