En 18-årig millionærdatter er fundet død i poolen i hendes forældres villa i byen Alaro på Mallorca.

Teenageren ved navn Josie Clacher er datter af Rachel Clacher, der sammen med sin bror er stiftere af firmaet Moneypenny i England.

Firmaet leverer telefonservice for adskillige britiske virksomheder.

Moderen skal efter sigende have en andel i firmaet, der er mere end 100 millioner pund værd.

Ifølge flere britiske medier blev den 18-årige fundet død tirsdag morgen omkring klokken 07.00 lokal tid i poolen i villaen, hvor hun havde indlogeret sig med familie og venner.

Hun havde angiveligt aftenen forinden været i byen med sine venner og var kommet tilbage til villaen kort før, hun blev fundet livløs i poolen.

Det var en nabo, der ringede til politiet, fordi personen havde hørt skrig fra villaen.

Da ambulancefolk ankom til stedet, var det dog for sent at redde den unge kvinde.

Der skal nu foretages en obduktion for at fastslå dødsårsagen.

Det britiske Udenrigsministerium har bekræftet dødsfaldet.

Derudover har en talsperson fra Moneypenny offentliggjort følgende udtalelse:

»Vi er alle ekstremt ulykkelige over denne tragiske nyhed, og vores tanker går til familien i denne svære tid.«