Store både. Dyre biler. Vilde fester. Bikiniklædte kvinder. Dyre malerier. Mange ejendomme.

Det kan lyde som et stikordsregister over Nik & Jays samlede diskografi, men helt så uskyldigt er det ikke.

Det er derimod en række ting tilhørende Aram Sheibani, en britisk millionær og nu dømt kriminel.

For få dage siden blev han idømt 37 års fængsel efter en 10 uger lang retssag i Manchester, hvor han blev dømt for svindel, forfalskning, hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og flere overtrædelser af narkolovgivningen.

Foto: Greater Manchester Police
Vis mere

Det skriver flere britiske medier, herunder BBC og Manchester Evening News.

Ifølge domstolen blev han nemlig afsløret som værende i toppen af en større international narkobande, der trækker tråde til Colombia.

Pengene fra stofferne og svindelnumrene blev brugt på vilde fester, dyre biler, kosmetiske indgreb og en lang række ejendomme, der skulle skjule pengenes oprindelse.

Det samme skulle værdier i kryptovaluta for 13 millioner kroner.

Foto: Greater Manchester Police
Vis mere

»Hans grådighed kender ingen grænser, og han har finansieret sin materialistiske livsstil fuld af luksus med svindel og kriminalitet, optrædende som en legitim forretningsmand for at skjule sine svindelnumre,« sagde Lucy Pearson fra Greater Manchester Polices afdeling for økonomisk kriminalitet under retssagen.

Under en ransagning af Aram Sheibanis hjem fandt politiet også flere genstande, der bruges til kokainproduktion og flere mobiltelefoner med kryptering på højt niveau.

»Han er et utroværdigt individ, der ikke udviste nogen angren for sine handlinger under hele efterforskningen, hvor han nægtede at samarbejde med politiet og forsøgte at ødelægge bevismateriale,« sagde Lucy Pearson videre.

Aram Sheibani erklærede sig ikke-skyldig under retssagen, men blev dømt skyldig i 20 anklagepunkter.

På et kamera fandt politiet fotos af ren kokain.
På et kamera fandt politiet fotos af ren kokain. Foto: Greater Manchester Police
Vis mere