Jasmine Hartin står nu tiltalt for at have været skyld i politibetjenten Henry Jemmots død.

»Tiltalen er uagtsomt manddrab,« bekræfter hendes advokat, Godfrey Smith.

Det skriver Sky News. Som B.T. tidligere har fortalt, står den amerikanske kvinde i centrum for en tragisk sag i den mellemamerikanske stat Belize, hvor politibetjenten Henry Jemmot blev dræbt af et enkelt skud bag højre øre natten til fredag.

Hun er svigerdatter til den britiske mangemilliardær lord Ashcroft, og siden fredag har hun siddet fængslet på den lokale politistation i San Pedro. Mandag blev det afvist i retten, at hun kunne løslades mod kaution.

Jasmine Hartin har siden fredag siddet fængslet på politistationen i San Pedro.
Jasmine Hartin har siden fredag siddet fængslet på politistationen i San Pedro. Daniel Martinsen

Om det ender med en fængselsstraf, er altså endnu uvist. Den maksimale straf for uagtsomt manddrab i Belize er fem års fængsel, men flere medier skriver, at det sandsynligvis kan ende med en bødestraf.

Indtil videre er de lokale myndigheder ikke officielt kommet med en forklaring på, hvad der egentlig foregik på den lille badebro, hvor vidner kort efter midnat hørte et skud og et kvindeskrig.

Ifølge det lokale medie 7 News Belize havde Jasmine Hartin indledningsvist forklaret til politiet, at Henry Jemmot var blevet skudt af en forbipassende båd. Siden afviste hun at sige mere. Det skulle dog have ændret sig, da politiet truede med at hive en sigtelse for besiddelse af kokain frem.

Oplysningerne er ikke blevet bekræftet af politiet, men den øverste politichef, Chester Williams, har dog bekræftet, at Jasmine Hartin har givet en forklaring.

Det var badebroen her, at politibetjenten Henry Jemmot blev skudt.
Det var badebroen her, at politibetjenten Henry Jemmot blev skudt. Daniel Martinsen

»Jeg vil ikke sige, at vi har en klar forståelse af, hvad der skete, for vi var ikke til stede. De to eneste, der har kunnet give os informationer, har været den afdøde og frk. Hartin, der har givet sin version, og det er nu op til anklagemyndigheden at tage stilling til, hvad der skal ske,« siger han på et pressemøde foran politistationen.

Det britiske medie Daily mail har dækket sagen tæt, og her fremgår det, at Jasmine Hartin skulle have forklaret politiet, at hun mødtes med Henry Jemmot, der var kommet til byen nogle dage tidligere på ferie, for at diskutere sin personlige sikkerhed.

De havde mødtes hjemme hos hende og var siden gået ned til den lille badebro.

Her skulle politibetjenten angiveligt have klaget over skuldersmerter, hvorfor Jasmine Hartin havde tilbudt at give lidt massage. I den forbindelse lagde han sit pistol på badebroen, og det var, da hun ville række ham den efterfølgende, at den skulle være gået af ved et uheld.

Efter at være blevet ramt af det dødelige skud bag højre øre skulle Henry Jemmot være faldet ind over Jasmine Hartin, der i panik havde skubbet ham væk – og i vandet.

Den forklaring er heller ikke blevet bekræftet af politiet.

Politichef Chester Williams har dog slået fast, at politibetjenten ikke kan være død ved egen hånd. Skuddet kan kun være udløst af et andet menneske på grund af skudvinkel og på grund af det sted – bag højre øre – kuglen ramte ham. Kun Henry Jemmot og Jasmine Hartin var til stede på badebroen torsdag nat.

Henry Jemmot, der havde været politibetjent i 24 år, skal begraves 12. juni. Han efterlader sig en hustru og fem børn.

Jasmine Hartin driver sammen med sin partner, Andrew Ashcroft, hotellet Alaia Belize i San Pedro.