En milliardær som smugler et berømt Pablo Picasso-maleri, han selv ejer, ud af landet på sin luksusyacht - og bliver fanget.
Det lyder som noget fra en Hollywood-film, men den er god nok. Og nu har milliardæren fået sin dom.
83-årige Jaime Botin, som er en del af familiedynastiet bag den spanske storbank Santander, er torsdag blevet idømt 18 måneders fængsel for forsøget på at smugle Picasso-maleriet 'Ung kvindes hoved' ud af Spanien, skriver CBS News og El País.
Han skal også betale en bøde på 433 millioner kroner - og en følgestraf, som måske rammer den spanske milliardær endnu hårdere.
Dommeren ved retten i Madrid bestemte således, at Jaime Botin mister ejerskabet over det berømte Picasso-maleri fra 1906. Det er nu at betragte som statens ejendom og er allerede blevet overført til Reina Sofia-museet for moderne kunst i Madrid.
Dommen er det foreløbige punktum i en både spektakulær og højest usædvanlig kriminalsag.
I 2015 fandt de franske myndigheder Picasso-mesterværket om bord på Jaime Botins luksusyacht på den franske ø Corsica.
Men hvorfor er det overhovedet et problem, når den spanske milliardær selv ejede maleriet?
Jo, det skyldes, at den spanske højesteret samme år havde slået fast, at 'Ung kvindes hoved' ikke måtte forlade spansk jord på grund af maleriets historiske og kulturelle værdi for landet.
Jaime Botin fik dermed afslag på sin ansøgning om lov til at eksportere maleriet, som har en anslået værdi på 210 millioner kroner.
Den spanske milliardær slipper sandsynligvis for at komme i fængsel på grund af sin fremskredne alder.
Ifølge Forbes er Jaime Botin i dag hovedaktionær i den spanske bank, Bankinter. Han skulle være god for over 11 milliarder kroner.