I 500 år har det været en international 'lov', at lande kun har ret til deres territorium, hvis de kan forsvare det.
Det hævder Donald Trumps vicestabschef i Det Hvide Hus, Stephen Miller, fredag i Fox News-programmet 'Hannity'.
I samme ombæring revser han Danmark.
»Grønland er 25 procent større end Alaska. Grønland er en fjerdedel af det kontinentale USA.«
»Hvad angår Danmark, er Danmark et lille land med en lille økonomi og et lille militær. De kan ikke forsvare Grønland. De kan ikke kontrollere Grønlands territorium,« siger Stephen Miller til vært Sean Hannity.
Og så kommer Miller med sin påstand:

»Ifølge alle de lovfortolkninger, der har eksisteret om territorial kontrol i 500 år, skal man for at kontrollere et territorium være i stand til at forsvare det, forbedre det og bebo det. Danmark har fejlet på alle disse punkter,« hævder vicestabschefen.
I FN-pagten er det dog et grundlæggende princip, at brug af magt mod suveræne nationer er ulovligt, og princippet om respekt for nationalstaters territoriale suverænitet strækker sig helt tilbage til den Westfalske fred i 1648.
»Så Danmark vil have os til at bruge hundredvis af milliarder af dollar på at forsvare et territorium for dem, der er 25 procent større end Alaska, 100 procent på USAs regning, men det tilhører 100 procent Danmark,« forsætter Stephen Miller.
»Det er en dårlig aftale, det er en uretfærdig aftale, og vigtigst af alt er det urimeligt overfor den amerikanske skatteyder, som har finansieret hele Europas forsvar i generationer.«
»Amerikanske dollar, amerikanske skattepenge, amerikansk blod, amerikansk dygtighed er, hvad der holder Europa og den frie verden sikker. Donald Trump insisterer på, at vi bliver respekteret,« fortsætter Stephen Miller.
Vicestabschefen gentager desuden Donald Trumps evige pointe om, at Grønland er afgørende for USAs nationale sikkerhed på grund af truslen fra »vores lands modstandere og rivaler« med henvisning til Kina og Rusland.
Du kan følge udviklingen på den storpolitiske scene – herunder situationen mellem Danmark, Grønland og USA – i B.T.s liveblog.

