Militærekspert: 'Putin er så skør'
»Ja, det er vanvid, men Putin er faktisk så skør,« lyder det fra militæreksperten

»Ja, det er vanvid, men Putin er faktisk så skør,« lyder det fra militæreksperten

Tidligere på ugen var der fredsforhandlinger i Abu Dhabi mellem Ukraine og Rusland, hvor USA var mægler.
Forhandlingerne sluttede dog uden noget umiddelbart gennembrud, og der er stadig et stykke vej til fred mellem de to parter i krigen.
For at der skal komme fred, har Rusland en lang række krav, der blandt andet handler om indrømmelser fra Ukraine, men også om ændringer i sikkerhedsstrukturerne i Europa og Natos rolle i Østeuropa.
Sådan lyder analysen fra militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen på hans Youtube-kanal, skriver Nettavisen.
Han forklarer i sin video, at det i Ruslands øjne er dem og USA, der bestemmer over Europa, og at de to stormagter skal indgå en aftale om, hvordan det europæiske kontinent skal fordeles.
Altså, siger Puck Nielsen, »ser russerne en proces med at rulle Nato tilbage til, hvordan det så ud i midten af 1990'erne.«

»Mange tror nok, at det her er vanvid, at Putin ikke mener alt det her, men det her er en præcis gengivelse af, hvad han angiver som betingelser for fred i Ukraine. Eller sagt på en anden måde: Ja, det er vanvid, men Putin er faktisk så skør,« forklarer Anders Puck Nielsen.
Militæreksperten er heller ikke så sikker på, at det blot skulle være en forhandlingsstrategi fra Ruslands side at fremsætte disse krav.
Anders Puck Nielsen er derfor skeptisk over for, at en fredsaftale skulle være lige i nærheden.
Under topmødet i Abu Dhabi, skulle det desuden have lydt, at Rusland kræver Finlands Nato-medlemskab ophævet, skriver Bild.
Ifølge det tyske medie skulle Rusland desuden ønske, at nye lande heller ikke bliver medlemmer af forsvarsalliancen.