»Det har kun opmuntret Rusland.«

Den tidligere vicepræsident Mike Pence retter nu en række kritikpunkter mod sin tidligere chef, Donald Trump.

I et nyt interview med CNN gør Pence - der tjente som vicepræsident under Trumps første periode i Det Hvide Hus fra 2017 til 2021 - det klart, at han ikke er enig med flere af de politikker, som præsidenten nu forfølger.

Blandt andet har Mike Pence det svært med Trumps linje i forhold til Rusland og Ukraine, lyder det.

ARKIVFOTO af Donald Trump og Vladimir Putin. Billedet af Trump er fra 2017. Billedet af Putin er fra 2023.
ARKIVFOTO af Donald Trump og Vladimir Putin. Billedet af Trump er fra 2017. Billedet af Putin er fra 2023. Gavriil Grigorov Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

Særligt når det kommer til Trumps forhold til den russiske præsident, Vladimir Putin.

»Hvis de seneste tre år har lært os noget, så er det, at Vladimir Putin ikke vil have fred; han vil have Ukraine. Og det faktum, at vi nu i næsten to måneder har fulgt en våbenhvileaftale, som Ukraine er gået med til, og Rusland fortsætter med at forsinke og komme med undskyldninger, bekræfter den pointe,« lyder det fra Pence.

Ifølge den tidligere vicepræsident forstår Putin 'sig kun på magt':

»Det er grunden til, at vi i dette øjeblik er nødt til at gøre det klart, at USA fortsat vil lede den frie verden og give Ukraine den militære støtte, de har brug for til at slå den russiske invasion tilbage og opnå en retfærdig og varig fred,« siger Pence til CNN og tilføjer:

Her ses Donald Trump og Mike Pence i 2016.
Her ses Donald Trump og Mike Pence i 2016. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

»Den vaklende støtte, som regeringen har vist i de seneste par måneder, har efter min mening kun opmuntret Rusland.«

Udtalelserne fra Mike Pence kommer dagen efter, at han har modtaget 'John F. Kennedy Profile in Courage'-prisen for sine handlinger under stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021.

Dengang trængte Trump-tilhængere ind i bygningen, hvor vicepræsidenten blandt andet sad klar til at godkende resultatet af valget, der gjorde Joe Biden til landets næste præsident.

Noget, som Donald Trump lige siden valget i 2020 - udokumenteret - har hævdet var »valgsvindel«.

Under stormløbet stod Mike Pence blandt andet over for pres fra Trump om at bruge sin forfatningsmæssige rolle som formand for optællingen af valgmandsstemmer til at forsøge at omstøde valgresultatet. 

Hvilket han ikke gjorde.

Du kan følge udviklingen i amerikansk politik og på den storpolitiske scene i vores liveblog lige HER.