Mindst ni migranter er døde, og mere end 30.000 har ifølge polsk grænsepoliti forsøgt at krydse grænsen fra Hviderusland. Migranternes mål er Tyskland.

Tusinder af desperate migranter bruges nu som levende brikker i et ubehageligt strategisk skakspil mellem Hviderusland og EU. Migrantkrisen er blevet storpolitisk.

Bizarre scener udspiller sig i disse dage i de iskolde og våde birkeskove i grænseområdet mellem Hviderusland og Polen. Belarussiske soldater eskorterer ifølge øjenvidner mænd, kvinder og børn mod grænsen, hvor de så tilsyneladende opfordres til at forsøge at slippe igennem pigtrådshegnet.

En uskøn forestilling følger, hvor de 20.000 polske grænsebetjente, der nu er udstationeret, skubber migranterne tilbage mod Hviderusland. Migranterne er blevet levende kastebolde, som ingen vil kendes ved.

Polske grænsebetjente forsøger at presse migranter, der forsøger at komme ind i Polen fra Hvioderusland, tilbage igen.
Polske grænsebetjente forsøger at presse migranter, der forsøger at komme ind i Polen fra Hvioderusland, tilbage igen. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Jeg har selv set, hvordan migranterne bliver angrebet fra begge sider. De fortæller mig, hvordan de er blevet slået med kolben på geværer, sparket i ribbenene og har fået elektrisk stød i halsregionen. Nogle får taget alle deres ejendele, der bliver destrueret af europæiske grænsebetjente. Det er uacceptabelt, og det skal stoppe nu,« siger Kyle McNally fra Læger uden Grænser til The Guardian

Den bastante behandling af migranterne har ført til store indre stridigheder i Polen. Lov og Retfærdighedspartiet, der leder den nationalistiske polske regering, forsvarer den hårdhændede behandling af migranterne, som de siger bruges som en slags levende våben af Hviderusland.

Den polske opposition kræver en mere medmenneskelig behandling af de mange migranter, men det vil regeringen ikke høre tale om.

En dreng svøbt i et tæppe trøstes af pårørende. Det er særligt migranter fra Irak, Afghanistan og Syrien, der forsøger at komme ind i EU gennem Polen.
En dreng svøbt i et tæppe trøstes af pårørende. Det er særligt migranter fra Irak, Afghanistan og Syrien, der forsøger at komme ind i EU gennem Polen. Foto: WOJTEK RADWANSKI
Vis mere

»Belarus' hybridkrig mod Polen støttes af vores egen opposition og deres støtter i medierne,« skriver det regeringstro nyhedsorgan TVP.

Den polske dommer Krystyna Pawłowicz er gået så langt som til at kalde den polske, politiske opposition for landsforrædere, »der skal knæle og tigge om nåde«.

EU, der ellers ofte forholder sig stærkt kritisk over for den nationalistiske og populistiske polske regering, har i denne sammenhæng en vis forståelse for den polske problematik.

»Jeg har talt med de berørte europæiske statsledere (i Polen, Litauen og Letland, red.) for at give udtryk for vores fulde støtte og for at diskutere, hvordan EU kan hjælpe dem med at håndtere krisen,« siger kommissionsformand Ursula von der Leyen i en pressemeddelelse.

Kurdisk familie i grænseområdet mellem Hviderusland og Polen. Situationen beskrives som kritisk for mange af børnefamilierne.
Kurdisk familie i grænseområdet mellem Hviderusland og Polen. Situationen beskrives som kritisk for mange af børnefamilierne. Foto: WOJTEK RADWANSKI
Vis mere

Også EU beskylder Hviderusland for at benytte migrantkrisen til et hybridangreb på Europa. Krisen er lige nu et polsk problem, men det kan hurtigt udvikle sig til for alvor at vedrøre hele EU.

Tyskland, der er drømmemålet for de mange tusinde migranter fra Syrien, Afghanistan og Irak, opfordrer til europæisk enighed i forhold til håndteringen. Men der er hverken enighed om den konkrete håndtering, eller hvordan EU skal forholde sig til den stadigt stigende strøm af mennesker, der søger et bedre liv i Europa.

Det er præcis denne uenighed, som Hviderusland aktivt søger at dyrke, og i takt med at kulden tager til i området, stiger den menneskelige tragedie for de tusinder af mennesker, der nu er blevet levende brikker i et uhyggeligt politisk skakspil.

B.T. dækker krisen dækker de kommende dage fra grænsen mellem Hviderusland og Polen, og vi hører meget gerne fra dig med tips i den anledning.