Migranter presser spansk politi: Kræver national nødsituation
Tusindvis af migranter er svømmet fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. Nu advarer lokale myndigheder om en humanitær krise og kræver, at der erklæres national nødsituation.

Tusindvis af migranter er svømmet fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. Nu advarer lokale myndigheder om en humanitær krise og kræver, at der erklæres national nødsituation.

Migranter har torsdag strømmet ind i Spaniens nordafrikanske enklave Ceuta, hvor politiet ved grænsehegnet er blevet overvældet, efter at tusindvis er svømmet over fra Marokko.
Situationen er nu så alvorlig, at myndighederne i Ceuta har bedt den spanske regering om at erklære national nødsituation, skriver Sky News.
Ifølge lederen af Ceutas regionalregering, Juan Jesus Vivas, er omkring 1.500 migranter nået frem til enklaven den seneste uge ved at svømme over fra det nærliggende Marokko.
Tilstrømningen har presset modtagelsessystemet til bristepunktet, og hundredvis af migranter overnatter nu under åben himmel.
»Vi står over for en absolut humanitær og social nødsituation,« siger Juan Jesus Vivas og advarer om, at byens faciliteter for uledsagede mindreårige er overfyldte med en belægning på 2.400 procent.
Han opfordrer samtidig den spanske regering til at erklære national nødsituation og indsætte flere politifolk og militær for at sikre grænsen.
Den spanske regering afviser dog torsdag at erklære national nødsituation eller sende hæren til området. Til gengæld lover indenrigsministeriet at sikre borgernes tryghed og landets grænser.
Samtidig oplyser ministeriet, at de marokkanske myndigheder samarbejder tæt med Spanien og forsøger at standse de mange mennesker, der forsøger at krydse grænsen.