Midtvejsvalg på vej: Trumps flertal krakelerer
Hvis midtvejsvalget var i dag, ville Donald Trump lide et lammende nederlag.

Hvis midtvejsvalget var i dag, ville Donald Trump lide et lammende nederlag.

Der er stadig tre måneder til – men hvis det amerikanske midtvejsvalg fandt sted i dag, ville det være en regulær katastrofe for præsident Donald Trump.
Ifølge TV 2 Norges valganalytiker, Terje Sørensen, står Donald Trump nemlig til at miste den altafgørende kontrol over Repræsentanternes Hus, som er det ene af USA's to lovgivende kamre i Kongressen.
Analytikeren har finkæmmet samtlige 435 valgkredse, og den rå konklusion er slående.
Demokraterne vil storme frem og snuppe 234 pladser i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne må nøjes med 201 pladser.
»Hvis de mister fire eller fem pladser, er det virkelig en katastrofe. For det kan koste dem begge kamre,« advarer Terje Sørensen til TV 2 Norge.
Men hvad betyder det egentlig lavpraktisk for Donald Trump?
For overhovedet at kunne gennemføre love eller vedtage budgetter i USA skal forslagene først godkendes i netop Repræsentanternes Hus.
Da Trump sidst sad i Det Hvide Hus under midtvejsvalget i 2018, erobrede Demokraterne netop flertallet her – hvilket banede vejen for, at han efterfølgende blev stillet for en rigsretssag.
Det mareridt risikerer nu at gentage sig, hvis Republikanerne bliver væltet af pinden.
Lige nu sidder Republikanerne ellers på flertallet med 220 pladser mod Demokraternes 215.
Midtvejsvalget løber af stablen tirsdag 23. november 2026.