Det vækker chok, harme og forargelse i Norge, at landets kronprinsesse er nævnt flere hundrede gange i Epstein-filerne. 

Krisen omkring Mette-Marits forbindelse til den skandaliserede milliardær får nu flere til at føle medlidenhed med den aldrende kong Harald, skriver Nettavisen

Fredag offentliggjorde det amerikanske justitsministerium en massiv mængde dokumenter relateret til Jeffrey Epstein, og det har kastet det norske kongehus ud i en regulær krise.

I forvejen er kongefamilien belastet af straffesagen mod kronprinsessens søn, Marius Borg Høiby, som netop i denne uge skal i retten, tiltalt for overgreb og voldtægt mod flere kvinder. 

Nu viser de offentliggjorte dokumenter om den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein, at Mette-Marit har haft en mere omfattende kommunikation med ham, end hun hidtil har givet udseende af.

En række mail afslører en intim og fortrolig tone mellem dem, og kongehuset har også bekræftet, at kronprinsessen besøgte Epsteins villa i Palm Beach i januar 2013.

Det norske kronprinsepar fotograferet med prinsesse Märtha Louises bryllup med Durek Verrett i sommeren 2024.
Det norske kronprinsepar fotograferet med prinsesse Märtha Louises bryllup med Durek Verrett i sommeren 2024. Cornelius Poppe/AFP/Ritzau Scanpix

Den norske tv-profil Jannecke Weeden har tidligere kritiseret kongefamiliens håndtering af straffesagen mod kronprinsessens søn, Marius Borg Høiby. 

Selvom hun kalder sig tilhænger af monarkiet, mener hun, at grænsen nu er nået. Hun har dog stor sympati med kong Harald. 

»Jeg vil dybest set bare udtrykke min medfølelse med kongen, som må være den mest generøse person i monarkiets historie,« siger hun til Nettavisen. 

Også den norske influencer Helle Staff Nordby blander sig i debatten. Hun har også ondt af kongeparret og kronprinsen.

»Jeg kan kun forestille mig det pres, de er under som kongefamilie. Det må være fuldstændig vanvittigt. Jeg har ondt af kongen og dronningen, og også af kronprinsen, baseret på de oplysninger, vi har nu. Det er dybt tragisk,« har hun skrevet på de sociale medier. 

Kronprinsessen selv har udtalt, at hun er flov over at have haft kontakt med Epstein. Hun har taget skarpt afstand fra sine egne handlinger og erklæret, at hun udviste manglende dømmekraft. 

Mandag afbrød organisationen Sex & Samfund samarbejdet med Mette-Marit, og Norges Røde Kors diskuterer lige nu hendes fremtidige rolle.