De er ansat til at rådgive den amerikanske præsident i spørgsmål om design og æstetik.
Nu er de alle blevet fyret.
Ifølge CNN har de seks medlemmer af den såkaldte Commission of Fine Arts modtaget en email fra Det Hvide Hus med beskeden om deres afskedigelse.
Og her skulle det fremgå, at det vil ske med »øjeblikkelig virkning«, lyder det også.
Kommissionen har eksisteret siden 1910 og har eksempelvis til opgave at komme med input til føderale byggeprojekter i hovedstaden – ikke mindst i forhold til »nationale symboler« og »den arkitektoniske udvikling af Washington, D.C.«.
Det fremgår af Commission of Fine Arts' hjemmeside.

Fyringerne kommer i kølvandet af, at den nuværende præsident, Donald Trump, egenhændigt har iværksat en storslået og kritiseret renovering af Det Hvide Hus, hvor hele østfløjen netop er blevet revet ned.
I stedet skal der bygges en kæmpestor balsal.
Samtidig har han også udtrykt ønske om at ville bygge en triumfbue i Washington, ligesom der er blevet lagt fliser i den historiske Rosenhave ved Det Hvide Hus.
Medlemmerne af Commission of Fine Arts sidder fire år af gangen, og de nu fyrede seks medlemmer var alle udpeget af den forrige amerikanske præsident, Joe Biden.

