Michelle Obama afslører, at hun kæmper med en lav grad af depression.

De milde symptomer skyldes delvist de valg, den amerikanske præsident, Donald Trump, har taget. Det gælder både under coronakrisen, og mens folk har protesteret mod politidrab på sorte amerikanere og racisme i USA.

Det fortæller hun i sin podcast ‘The Michelle Obama Podcast’.

Michelle Obama uddyber dog ikke, hvad det konkret er for nogle handlinger foretaget af Donald Trump, der gør hende depressiv.

Hun taler i podcasten med journalist Michele Norris, der lige nu arbejder for The Washington Post. De taler om mentalt helbred, og det er under den snak, at den tidligere førstedame fortæller om sit tungsind.

Og Michelle Obama er sikker på, at det ikke kun er hende, der har det sådan. Hun beskriver befolkningens tilstand som en 'national civil uro'.

»Jeg må sige, at vågne op til nyhederne, at vågne op til, hvordan regeringen har eller ikke har reageret, at vågne op til endnu en historie om en sort mand eller en sort person, der på en eller anden måde bliver dehumaniseret eller såret eller dræbt eller falsk beskyldt for noget, det er udmattende,« siger hun og fortsætter:

»Og det har ført til en tung følelse, som jeg ikke har følt længe.«

Hun fortæller dog, at hun forsøger at finde de glade tanker frem ved at ses med familie og venner.