Allerede fra 10 år siden var den helt gal. Hizbollah kontrollerede, hvilke områder FN-soldaterne i Sydlibanon måtte besøge, og i visse områder kunne de hverken komme ind eller tage billeder.
Det fortæller en tidligere dansk FN-soldat, der for første gang i sin mere end 25 år lange karriere har valgt at fortælle sin historie til B.T.
Michael, der har bedt om ikke at få sit efternavn afsløret af private årsager, var selv udsendt til Sydlibanon for 10 år siden som en del af FN-missionen UNTSO (United Nations Truce Supervision Organization).
UNTSO, FN’s ældste og længstvarende mission, samarbejder tæt med UNIFIL i Sydlibanon, hvor de ofte deler samme baser.
Deres opgave er at observere og rapportere overtrædelser af FNs Sikkerhedsråds resolution 1701 fra 2006, som kræver, at hele Sydlibanon skal være Hizbollah-frit, og at terrorgruppen skal afvæbnes.
Når Michael kigger tilbage på sin udstationering, er han ikke i tvivl om, hvordan han skal beskrive FN:
»Vi var totalt underlagt Hizbollah. Vi havde klart begrænset bevægelsesfrihed. Vi opererede for eksempel aldrig efter mørkets frembrud af frygt for Hizbollah. Så de havde frit lejde i aften- og nattetimerne,« fortæller Michael, der understreger, at han udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af det danske militær.
Og når Michael og hans kollegaer fra enten UNTSO eller UNIFIL kørte rundt i de forskellige byer, blev de ofte stoppet af formodede Hizbollah-medlemmer, når de forsøgte at komme ind i de områder, hvor de mente, terrorgruppen kunne operere.
»De blokerede simpelthen vejen. De var ikke synligt bevæbnede, men aggressive, og det var helt tydeligt, at de var medlemmer af Hizbollah – vi vidste jo godt, hvem der bestemte tingene, især i de shiamuslimske byer. De ville ikke have, at vi så, hvad de lavede,« siger Michael.
»Når vi patruljerede på Blue Line så vi ofte ’civile’ helt tæt på de israelske militære installationer, der tog billeder. Når det skete, trak vi os og observerede på afstand – det var vi simpelthen instrueret i,« tilføjer han, og refererer til den »blå linje«, der afgrænser Israel og Libanon.
Det var heller ikke tilladt for Michael og hans kollegaer at dokumentere, hvad der foregik i andre dele af byerne.
»Det var forbudt at filme og tage billeder. Og hvis vi gjorde, kunne vi ende med, at de lokale beslaglagde vores kameraer. Det skete for mine kollegaer i UNIFIL og UNTSO.«
Hizbollahs kontrol med Sydlibanon var allerede massiv dengang, fortæller Michael.
»De civile, der ikke brød sig om Hizbollah, især de kristne, var bange for at sige dem imod. Der var en udbredt frygt for dem. Men vi oplevede samtidig samarbejde med shiamuslimerne. Vi havde for eksempel en række tolke, der var fedtet ind i Hizbollah. Jeg endte med at smide en af dem ud af min bil, en gang hvor han sad og lovpriste Hassan Nasrallah. Jeg gad simpelthen ikke høre på det,« fortæller Michael.
Den mest frustrerende del af arbejdet var dog det totale fravær af handling og konsekvenser for de åbenlyse overtrædelser af den resolution, Michael og hans kollegaer var til stede for at observere.
»Vi indberettede dagligt overtrædelser af resolution 1701 til vores overordnede herunder især begrænsning af vores bevægelsesfrihed, og vi var instrueret i at rapportere alle overtrædelser uanset antal. Men der skete aldrig noget,« siger Michael og tilføjer:
»Vi hørte ikke tilbage fra dem, og intet blev igangsat. Det var vildt frustrerende, og det bekræftede mig kun i, hvad jeg havde oplevet i andre lande, jeg var udsendt; FN er inkompetent,« konstaterer han.
Ifølge Michael havde de fleste af de tusindvis af FN-observatører og soldater dog hjertet på rette sted.
»Vi var der jo af en grund. Også selvom flere af os måtte indse, at vi ikke kunne gøre fra eller til. Men der var selvfølgelig også nogle, der var brændende anti-israelere. Jeg husker specielt en af dem fra Irland.«
Det kommer dog bag på Michael, hvor omfattende Hizbollahs infrastruktur er blevet, siden han var der for 10 år siden. Specielt tunnellerne, som B.T. har dokumenteret, ligger omkring 100 meter fra en UNIFIL base, overrasker ham.
»Vi hørte eller så ingen gravninger eller tunnelbyggeri, da jeg var der – det ville jeg aldrig fortie. Der dukkede til gengæld flere civile huse og vistnok også en ’hønsefarm’ op tæt på Blue Line, mens jeg var der, som vi selvfølgelig ikke kunne/måtte inspicere. Jeg husker til gengæld, at israelerne havde virkelig godt styr på, hvor Hizbollah befandt sig. Vi besøgte ofte IDF på den israelske side af grænsen for at få deres præsentation af situationen. Og de kunne nøje udpege, hvor de havde spottet Hizbollah på den anden side af grænsen,« siger han.
Israels skud mod UNIFIL-baser har skabt en enorm debat verden over. FN og en række lande, inklusiv Israels allierede, har fordømt israelske aktioner på det kraftigste.
Selv siger Israel, at de forsvarer sig mod Hizbollah, og at Hizbollah bruger UNIFIL som menneskelige skjold.
B.T. har rakt ud til UNIFIL og UNTSO for at få en kommentar.
UNTSO henviste til UNIFIL der endnu ikke er vendt tilbage endnu.
