Michael Cohen er sikker på, hvad der kommer til at ske.

»Jeg tror, at Donald Trump kommer til at vende sig mod dem alle, også børnene,« siger han.

Over for Msnbc.com kommenterer ekspræsidentens tidligere mangeårige advokat på nyheden om, at statsadvokaten i New York har indledt en strafferetlig undersøgelse af ekspræsident Donald Trumps forretninger og økonomiske dispositioner.

Sagen tager udgangspunkt i, hvorvidt Trump-organisationen har vildledt långivere og forsikringsselskaber om værdierne af ejendomme og andre aktiver – og om der gennem årene er betalt tilstrækkeligt i skat.

Donald Trumps forretningsmetoder bliver nu gransket.
Donald Trumps forretningsmetoder bliver nu gransket. BRENDAN SMIALOWSKI

Og hvis sagen kommer til et retligt opgør med risiko for en kontant frihedsberøvende straffe, vil Donald Trump være klar til at ofre alle omkring sig. Det vil også gælde børnene Eric, Donald jr og Ivanka, der alle har ledende stillinger i familiefirmaet, der nu bliver set efter i sømmene. Mener Michael Cohen.

»Jeg mener helt oprigtigt, at Donald Trump kun vil bekymre sig om sig selv, når han indser, at spillet er ude,« siger advokaten, der arbejdede i Trump-organisationen fra 2006-18.

Han har siden fortalt åbent om de ulovligheder, han begik i forbindelse med jobbet – også i bogen 'Disloyal' – og han har modtaget en fængselsstraf for skatteunddragelse, svindel med valgmidler og for med betaling at have været med til at slette sporene fra flere Trump-affærer med andre kvinder, herunder pornoskuespilleren Stormy Daniels.

Michael Cohen sammenligner Donald Trumps reaktion med netop den sag, hvor forretningsmanden også siden fralagde sig alt ansvar.

Michael Cohen var i mange år Trump-advokat.
Michael Cohen var i mange år Trump-advokat. JEENAH MOON

»Det er aldrig, aldrig Donald, der har gjort det. Det er altid en anden,« siger Michael Cohen:

»Han vil fortælle dem, at alle andre kendte til det undtagen ham selv: 'Donald jr, håndterede dit, Ivanka håndterede dat, I skal ikke tage mig, tag Melania'. Det er sådan, han er. Han vil ofre alle, også Ivanka.« siger Michael Cohen.

Det er i dag sønnerne Eric og Donald jr., der bestrider de ledende poster i Trump-organisationen. I kulissen trækker Donald Trump dog selv i trådene, påpeger Michael Cohen og understreger videre, at virksomheden reelt er meget lille med meget få involveret i beslutningsprocesserne.

Og at Donald Trump ikke mindst er inde over alt.

Derfor tror Michael Cohen, at alle i familien »ville ende i orange fangedragter«.