Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, er ikke længere velkommen i Peru.

Torsdag har et flertal i Kongressen i Peru ved en afstemning besluttet at erklære hende "persona non grata".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Peru afbrød tidligere på ugen landets diplomatiske forbindelser til Mexico, efter at Betssy Chavez - som er tidligere premierminister i Peru - var flygtet til Mexicos ambassade i Peru for at søge om asyl.

Mexicos regering skriver i en udtalelse, at den tager afstand fra tilkendegivelsen, og at tilbuddet om asyl til Chavez er sket i overensstemmelse med international lovgivning.

Chavez var premierminister under den tidligere præsident Pedro Castillo. Hun står i Peru over for strafferetlige anklager for sin påståede rolle i Castillos forsøg på at opløse landets kongres i slutningen af 2022.

Perus udenrigsminister, Hugo de Zela, siger til Reuters, at landets juridiske eksperter er i gang med at gennemgå Caracas-konventionen, som ifølge Mexico giver landet ret til at tilbyde Chavez asyl.

Konventionen blev indgået mellem en række latinamerikanske lande i 1954 og omhandler diplomatisk asyl.

- Det er en analyse, som vi har bedt om bliver udført hurtigst muligt, men med den nødvendige omhyggelighed, så det bliver gjort rigtigt, siger de Zela.

Forholdet mellem Mexico og Peru har været anstrengt, siden Mexico efter anholdelsen af Castillo gav asyl til ekspræsidentens kone og to børn.

Castillo sidder fortsat fængslet efter anklager om at ville opløse landets parlament og have forsøgt at regere ved dekret.

Chavez er tiltalt for sammensværgelse. Hun har afvist, at hun kendte til Castillos planer om at forsøge at opløse landets kongres og lede Peru på egen hånd.

Anklagere har krævet, at hun straffes med fængsel i 25 år.

Den tidligere premierminister blev fængslet i juni 2023, inden hun i september i år blev løsladt af en dommer, mens hendes retssag stadig stod på.

/ritzau/