FN skal gribe ind og sørge for, at der ikke sker "blodsudgydelser" i Venezuela.

Det siger Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, under et pressemøde onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- De Forenede Nationer har været påfaldende fraværende. De må påtage sig deres rolle for at forhindre enhver blodsudgydelse og altid søge en fredelig løsning på konflikter, siger Sheinbaum.

Hun uddyber, at ligegyldigt hvilke holdninger der findes til Venezuelas ledere, så er Mexicos position at afvise udenlandsk indblanding, siger hun ifølge nyhedsbureauet.

- Vi opfordrer til, at dialog og fred anvendes i enhver international konflikt og ikke intervention, siger Sheinbaum.

Meldingen fra den mexicanske præsident kommer, mens konflikten mellem Venezuela og USA bliver mere og mere anspændt.

Natten til onsdag gav USA's præsident, Donald Trump, ordre til en fuldstændig blokade af sanktionerede olietankere, der sejler ind og ud af Venezuela.

Det skrev Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

I opslaget fremgik det desuden, at præsidenten anser Venezuelas regering for at være en udenlandsk terrororganisation.

I en udtalelse kalder Venezuelas regering blokaden for en grotesk trussel og fuldstændig irrationel. Regeringen mener, at blokaden krænker fri handel og bevægelighed, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i udtalelsen.

Meldingen om blokaden kommer, en uge efter at USA beslaglagde en olietanker ud for Venezuelas kyst.

Trump har beordret en massiv opbygning af USA's militære tilstedeværelse i Latinamerika. Den seneste tid er jagerfly og titusindvis af amerikanske soldater blevet sendt til regionen.

Amerikanske styrker har desuden bombet en række mistænkte narkosmuglere i Det Caribiske Hav og i Stillehavet, hvilket har kostet næsten 90 mennesker livet.

USA hævder, at angrebene har til formål at stoppe narkosmugling til USA.

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, hævder derimod, at USA planlægger at fjerne ham fra embedet, og at USA er ved at tage tilløb til et kupforsøg ved at opruste militært tæt på kysten.

/ritzau/