Den norske kronprinsesse Mette-Marit forlod Rigshospitalet i Oslo omkring klokken 22 torsdag aften.

Her havde hun siden klokken 20 været sammen med kronprins Haakon for at besøge den indlagte kong Harald.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Kronprinsen er ikke set forlade hospitalet.

Tidligere torsdag aften skrev norske medier, at dronning Sonja havde forladt Rigshospitalet, hvor hun havde opholdt sig det meste af dagen.

Flere medlemmer af den norske kongefamilie har torsdag været samlet på Rigshospitalet.

Foruden kronprinsparret og dronning Sonja gælder det blandt andet kronprinsparrets børn, prins Sverre Magnus og prinsesse Ingrid Alexandra, samt kong Haralds storesøster prinsesse Astrid.

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit forlod hospitalet torsdag eftermiddag og tog herefter hjem til parrets bolig Skaugum. Omkring klokken 20 kom parret tilbage til hospitalet.

89-årige kong Harald har været indlagt på Rigshospitalet siden 17. august.

I ugerne inden indlæggelsen blev kongen behandlet med kortison for blodsygdommen hæmolytisk anæmi.

Behandlingen medførte væskeansamling i kroppen, som krævede behandling på et hospital.

Søndag oplyste det norske kongehus, at kongens tilstand var blevet værre. Her lød det, at han blev behandlet med antibiotika mod en blodinfektion, og situationen blev beskrevet som stabil.

Tidligere torsdag oplyste det norske kongehus, at kong Haralds tilstand var meget alvorlig, og at kronprins Haakon og dronning Sonja aflyser deres program.

Ifølge det norske medie Vårt Land har kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg Høiby også været på Rigshospitalet torsdag.

Marius Borg Høiby er i øjeblikket varetægtsfængslet med fodlænke på Skaugum.

Tidligere har Høiby siddet fængslet i et egentligt fængsel, men i juli fik han lov at være frihedsberøvet på Skaugum i stedet.

En anklager fra norsk politi siger til VG, at Høibys besøg på Rigshospitalet torsdag er sket i overensstemmelse med varetægtsfængslingen.

- Der er en åbning i kendelsen fra retten i Oslo for, at det skal være muligt at gennemføre hospitalsbesøg, siger Oda Karterud til mediet.

Lørdag er det 58 år siden, at den daværende kronprins Harald blev gift med Sonja Haraldsen.

RITZAU