Mette Frederiksen afviser Trumps Grønland-påstand: Det må han selv redegøre for
Donald Trump hævder, at USA har 'fået' Grønland. Statsministeren har tilsyneladende et andet syn på sagen.

Donald Trump hævder, at USA har 'fået' Grønland. Statsministeren har tilsyneladende et andet syn på sagen.

Mette Frederiksen (S) reagerer nu på præsident Donald Trumps seneste udtalelser om Grønland.
Til B.T. afviser statsministeren, at Danmark eller Grønland skulle have afgivet suverænitet til USA.
Den amerikanske præsident har ellers for nylig hævdet, at USA har 'fået' Grønland – tilsyneladende som led i den forsvarsaftale, de tre lande for nylig indgik.
»Danmark var i øvrigt helt fantastiske. De gav os Grønland. Det ved I vel godt? I læser bare ikke om det. Men vi arbejder meget tæt sammen om det – I læser jo ikke rigtig noget, vel,« lød det under en tale til hans støtter i Georgia ifølge Reuters.
Men Mette Frederiksen afviser nu, at der skulle stå noget som helst om suverænitetsafgivelse i aftalen.
Donald Trump bliver ved med at sige til sine vælgermøder, at Danmark har givet Grønland til USA. Er der et gran af sandhed i det?
»Det, vi har lavet en aftale med amerikanerne om, står sort på hvidt. Det er en aftale, der bygger ovenpå den forsvarsaftale, vi har haft tilbage fra 50’erne,« svarede statsministeren, da B.T. mødte hende tirsdag foran Amalienborg.
Så han tager fejl – hvorfor ikke bare sige det så tydeligt?
»Vi har lavet en aftale med amerikanerne, som fuldt ud respekterer de røde linjer, som Danmark og Grønland opstillede inden. Og det vil sige, at der ikke er nogen form for suverænitetsafgivelse. Der er ikke nogen som helst form for diskussion omkring vores territorium, og der er ikke nogen som helst anfægtelse af grønlændernes ret til selvbestemmelse.«
Så han har misforstået aftalen eller hvad?
»Den amerikanske præsident må jo selv redegøre for sine ord. Jeg kan redegøre for indholdet af den politiske aftale, og der er ikke så meget som en millimeter afgivelse af suveræniteten i denne aftale. Og jeg kan også tilføje, at hvis der havde været nogen form for suverænitetsafgivelse, så havde vi ikke skrevet den aftale under,« lød det fra Mette Frederiksen.