Techgiganterne Meta og TikTok har meddelt, at de vil adlyde et kommende forbud mod sociale medier for børn i Australien.
Selskaberne peger dog samtidig på, at den banebrydende lov kan blive svær at overholde.
Fra den 10. december vil Australien kræve, at sociale medieplatforme som Facebook, Instagram og TikTok fjerner brugere, som er yngre end 16 år.
Både TikTok og Meta, som er moderselskab til Facebook og Instagram, siger tirsdag lokal tid, at forbuddet vil være udfordrende at håndhæve. De vil dog rette sig efter det.
- Kort sagt vil TikTok overholde loven og opfylde vores lovgivningsmæssige forpligtelser, siger Ella Woods-Joyce, som er TikToks politiske chef i Australien.
Forbuddet vil være et af de strengeste på området i verden.
Med lidt over en måned til det træder i kraft, kæmper Australien dog stadig med at besvare centrale spørgsmål om, hvordan forbuddet vil blive håndhævet og hvilke forpligtelser, virksomhederne konkret vil have.
TikTok mener, at der er tale om et stramt forbud, som risikerer at have utilsigtede konsekvenser.
- Eksperter mener, at et forbud vil skubbe yngre mennesker ud i mørke afkroge af internettet, hvor beskyttelse af dem ikke eksisterer, siger Ella Woods-Joyce.
Mia Garlick, som er politisk chef for Meta, siger, at selskabet stadig er i gang med at løse "talrige udfordringer".
Meta vil fjerne hundredtusindvis af brugere under 16 år inden den 10. december.
Men at identificere og fjerne brugerne udgør stadig "betydelige tekniske og aldersverificeringsmæssige udfordringer", siger hun.
- Målet er fra vores perspektiv at fjerne dem under 16 år.
Ifølge AFP har embedsmænd tidligere sagt, at virksomhederne ikke vil være forpligtet til at verificere alderen på alle brugere - men at de skal tage det, der kaldes rimelige skridt, for at opdage og fjerne de mindreåriges profiler.
Virksomheder, der ikke overholder loven, vil kunne få bøder på op til 49,5 millioner australske dollar - omkring 208 millioner kroner.
/ritzau/AFP
