Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, siger søndag, at han formoder, at Rusland står bag en del af droneaktiviteten, der har været over Tyskland.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vores antagelse er, at Rusland står bag de fleste af disse droneflyvninger, siger forbundskansleren ifølge Reuters.
De seneste dage er der blevet observeret flere droner over Tyskland.
Sent fredag aften blev lufthavnen i München også lukket på grund af droneaktivitet.
Det medførte både forsinkelser og aflysninger, og mere end 10.000 passagerer blev påvirket.
Lufthavnen blev også lukket torsdag aften efter droneaktivitet ved militærbasen Erding, som ligger tæt på lufthavnen.
Fredag eftermiddag blev der ligeledes observeret et lille fly over et ammunitionsdepot i det nordlige Tyskland, har Bild skrevet.
Ifølge avisen blev tre droner også set torsdag, hvor de fløj over en base for politiets luftbårne enhed i byen Gifhorn.
Merz siger ifølge Reuters, at Rusland muligvis står bag dronerne, der er observeret torsdag og fredag. Det gælder også dronerne ved lufthavnen i München.
Han tilføjer, at hyppigheden af krænkelser mod europæisk luftrum er uden fortilfælde. Men ingen af de droner, der er blevet set, har været bevæbnede, lyder det ifølge Reuters.
Droneobservationerne i Tyskland er den seneste forstyrelse af den europæiske lufttrafik.
I sidste uge lukkede luftrummet også midlertidigt over Københavns Lufthavn og Aalborg Lufthavn.
Politiet var i de efterfølgende dage til stede i en række danske lufthavne og flyvestationer efter meldinger om droneaktivitet.
Det er endnu uklart, hvem der har sendt dronerne ind over de danske lufthavne, men statsminister Mette Frederiksen (S) har i et opslag på det sociale medie Facebook antydet, at Rusland kunne stå bag.
- Som jeg tidligere har sagt, så kan myndighederne ikke konkludere, hvem der står bag de hybride angreb.
- Men vi kan konstatere, at der primært er ét land, der udgør en trussel for Europas sikkerhed - og det er Rusland, skrev hun.
Rusland har nægtet at stå bag dronerne.
/ritzau/