To delstatsvalg søndag markerer starten på en række valg i Tyskland, som ventes at få et nyt politisk landskab hen over sommeren og efteråret.
Der er på landsplan først og fremmest fokus på, hvem der kommer til at blive den næste forbundskansler, når Angela Merkel inden længe forlader den politiske scene.
Den nye partileder for Merkels konservative CDU, Armin Laschet, er kørt i stilling til at overtage.
Men mange mener, at den konservative leder i Bayern, Markus Söder fra søsterpartiet CSU, kan blive en stærkere kandidat. Det er også muligt, at den næste forbundskansler vil være en socialdemokrat fra SPD.
Søndagens valg, som er de første af seks delstatsvalg i år, finder sted i de vesttyske delstater Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz. Her bor tilsammen 15 millioner af Tysklands 83 millioner indbyggere.
Merkel forlader politik inden det føderale parlamentsvalg den 26. september.
Nylige meningsmålinger viser, at opbakningen til Merkels CDU/CSU-alliance er faldet til omkring 30 procent. Det skyldes blandt andet utilfredshed med forbundsregeringens håndtering af coronakrisen.
- Merkels CDU står foran et katastrofalt valg, forudsiger avisen Bild om "corona-valget".
Merkels kristelige demokrater er blevet svækket af en sag, hvor konservative medlemmer af forbundsdagen øjensynligt har tjent mange penge på handler med mundbind meget tidligt under pandemien. Tre parlamentarikere er trådt tilbage i de seneste dage i den sag.
Der er samtidig udbredt utilfredshed med en meget træg og bureaukratisk vaccinationskampagne, forsinkelser af hurtigtest og stadigt høje infektionstal til trods for langvarige nedlukninger af samfundet.
Særligt valget i Baden-Württemberg, som er blandt de mest velhavende delstater og kendt for sin bilindustri, anses for at være en vigtig test for CDU. Partiet er i øjeblikket i koalition med De Grønne.
Meningsmålinger siger, at CDU risikerer at blive byttet ud med Socialdemokraterne (SPD) og De Frie Demokrater (FDP) som koalitionspartnere for De Grønne.
Sådan en koalition regerer i Rheinland-Pfalz, og her ventes den at fortsætte efter valget.
/ritzau/Reuters
