På Europas største slagteri, Tönnies, der ligger i Rheda-Wiedenbrück i Tyskland, er mere end 650 personer indtil videre testet positive med corona. Og det er blot ud af de 1.000 medarbejdere, som er blevet testet.

Onsdag tog slagteriet konsekvensen af det stadigt stigende antal smittede og sendte alle 6.400 medarbejdere hjem. De personer er nu i karantæne og venter på at blive testet. Det samme gælder alle deres nære kontakter.

Selvom det rammer regionen hårdt, skoler er lukket ned, og grænsen på 50 smittede personer per 100.000 indbygger klart er overskrevet, er der ifølge Der Bild ingen planer om at lukke regionen helt ned.

»Vi tror, vi kan være ansvarlige,« siger distriktsadministrator Sven-Georg Adenauer.

Der har netop været en forlænget weekend i regionen, hvor mange af de østeuropæiske medarbejdere har været i deres hjemlande. For mange betød det 17 timers lange busrejser, hvor de sad tæt sammen i bussen.

Men også på arbejdspladsen har corona tilsyneladende haft særlige gunstige levevilkår. Flest smittede arbejdede nemlig i svineopskæringsafdelingen.

»De kølige temperaturer i dette område er en ideel yngleplads til spredning af koronavirussen,« siger slagteriets talsmand til Der Bild.