Forsvandt den lille dreng Émile af sig selv? Eller stod nogen bag?

Som tiden går, stiger bekymringen og frygten for, hvad der kan være sket med ham – og folk i den lille franske landsby forsøger nu tilsyneladende at gardere sig mod mistanke ved at vise deres alibi.

Det skriver det franske medie Le Parisien.

I øjeblikket er de sidste eftersøgninger ved at blive gjort ved landsbyen Le Vernet beliggende i Alpes-de-Haute-Provence.

Her ses et billede fra eftersøgningen i mandags ved Le Vernet.
Her ses et billede fra eftersøgningen i mandags ved Le Vernet. Nicolas Tucat/AFP/Ritzau Scanpix

Det var derfra, den to og et halvt år gamle Émile lørdag forsvandt ud i det blå, mens han blev passet af sine bedsteforældre.

Siden har flere hundrede – både professionelle og frivillige – ledt efter ham. Men uden held.

Onsdag aften kom det frem, at man ville afslutte de sidste eftersøgninger torsdag, hvorefter man går over til at se nærmere på alt det materiale, man har indsamlet de seneste dage, i håb om at det kan pege i retning af, hvad der er sket med den lille dreng.

Ifølge Le Parisien er omkring halvtreds gendarmer mobiliseret torsdag morgen til at tilbagelægge den 1,8 kilometer lange rute fra Le Vernet til Haut-Vernet i et sidste forsøg på at finkæmme det område.

Flere hundrede har deltaget i eftersøgningerne efter den savnede franske dreng.
Flere hundrede har deltaget i eftersøgningerne efter den savnede franske dreng. Nicolas Tucat/AFP/Ritzau Scanpix

Derudover vil myndighederne torsdag fortsætte med afhøringerne af de beboere i området, som man indtil videre ikke har kunnet komme i kontakt med.

Imens spøger frygten blandt de lidt mere end hundrede landsbyboerne for, om en af dem kan have haft noget med drengens pludselige forsvinden at gøre.

Flere af borgerne mødte ifølge Le Parisien onsdag op på den lokale bistro, hvor de over en kop kaffe eller en øl blandt andet talte om deres egne alibier.

»Den 8. var jeg i Digne for at tanke benzin. Og jeg har gemt min kreditkortkvittering, som er stemplet klokken 17.30,« lød det eksempelvis fra en beboer ifølge det franske medie.

Man har endnu ikke fundet nogen spor efter den savnede Émile.
Man har endnu ikke fundet nogen spor efter den savnede Émile. Nicolas Tucat/AFP/Ritzau Scanpix

Onsdag aften slog anklageren i Digne-les-Bains, Rémy Avon, igen fast, at det endnu ikke vides, hvorfor Émile forsvandt – eller hvordan.

»Alle hypoteser er stadig gyldige, ingen af dem er foretrukket, og ingen er udelukket,« insisterede han ifølge Le Figaro.

Men mens alle efterforskningsmuligheder endnu holdes åbne, holder de lokale beboere ifølge Le Parisien altså øje med de beviser, der kan bevise deres egen uskyld.

Émile blev lørdag 8. juli passet af sine bedsteforældre i byen Le Vernet, hvor han blandt andet løb rundt ude i deres have og legede.

Mens bedsteforældrene kortvarigt var væk for at pakke deres bil til en udflugt, forduftede han.

På det tidspunkt var klokken 17.15 lokal tid.

Siden har der ikke været nogen spor efter ham.