Flygtninge kvaltes af iltmangel i lastbil, der blev efterladt i Østrig. En afghaner og tre bulgarere får dom.

Kecskemet. Fire menneskesmuglere er idømt 25 års fængsel i Ungarn for at lade 71 flygtninge dø af iltmangel i en lille lastbil, som de efterlod på en hovedvej i Østrig.

Blandt de omkomne var kvinder og børn.

Det skete under den voldsomme tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa i 2015.

De fire dømte mænd var anklaget ved en domstol i Kecskemet for at være medskyldige i drab på de 71 flygtninge.

Anklagemyndigheden oplyser kort efter afgørelsen, at det vil anke dommen.

- Anklagerne anker og anmoder om hårdere straffe, lyder det fra en af anklagerne.

De har bedt om, at de fire straffes med fængsel på livstid.

De 59 mænd, otte kvinder og fire børn, som døde af kvælning i lastbilen 26. august 2015, kom fra Syrien, Irak og Afghanistan.

De fire dømte, en afghaner og tre mænd fra Bulgarien, blev ført ind i retssalen i håndjern af bevæbnede politifolk, der var iført masker.

Ifølge dommeren er de dømte en del af et organiseret kriminelt netværk.

Han siger i domskendelsen, at lederen for netværket havde givet chaufføren ordre til ikke at åbne dørene ind til lastrummet under den planlagte køretur fra den serbisk-ungarske grænse til Tyskland. Lastbilen var en Volvo kølebil og derfor lufttæt.

De andre tre fulgte efter lastbilen i en anden bil.

Inde i lastrummet steg temperaturen hastigt, efter lastbilen var kørt afsted, og lastrummet var ved at blive tømt for ilt.

Ifølge dommeren kunne chaufføren havde forladt motorvejen for at lade luft slippe ind "på et hvilken som helst tidspunkt og hvor som helst".

Alle de 71 om bord døde af kvælning inden for et par timer efter, af lastbilen havde forladt den serbisk-ungarske grænse.

- Ingen af de anklagede gjorde noget, de forblev passive, konstaterer dommeren.

/ritzau/Reuters