En menneskelignende robot på omkring 1,2 meters højde er blevet genstand for en opsigtsvækkende efterforskning hos kriminalpolitiet i den tyske by Køln.

Det sker, efter at robotten natten til søndag gramsede en 16-årig pige på numsen og ifølge politiet »udførte stødende bevægelser mod hende«.

Episoden blev filmet af robottens formodede ejer – en 16-årig dreng – og en 19-årig ledsager. 

De filmede ifølge tyske medier hændelsen og kommenterede den online.

Episoden fandt sted nær en fastfoodrestaurant i Køln, og tilkaldte politifolk fandt robotten i bagagerummet på Volkswagen-personbil, der tilhørte den ældste teenager.

Herefter blev både robotten og de to teenagedrenges mobiltelefoner beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelser.

En talsmand for politiet i Køln oplyser til nyhedsbureauet AP, at der er tale om en hændelse uden fortilfælde, og at de to unge mænd ikke er sigtede, men foreløbig kun betragtes som mistænkte. 

Efterforskerne vil nu blandt andet forsøge at fastslå, om robottens stødende bevægelser var forprogrammeret eller blev styret i realtid.

Videooptagelser af episoden viser angiveligt to unge mænd, der fører robotten hen mod en gruppe kvinder på en livlig gade om natten. Her støder robotten ind i den 16-årige pige og omfavner andre.

Da robotten har udført de seksuelt ladede bevægelser, råber den ene af drengene flere gange ad den og trækker den bagud, hvilket får flere tilskuere til at grine.

Ifølge det tyske medie Der Spiegel er den 16-årige robotfører en aktiv streamer, der har en stor følgerskare på platforme som TikTok og Twitch. 

Mandag aften forsvarede han sig på TikTok mod beskyldningerne om en bevidst seksuel krænkelse af den 16-årige pige.

 Han forklarede i stedet, at der snarere havde været tale om en uheldig undvigemanøvre fra robotten, som han kaldte "AhmadNeuköln". 

Desuden påpegede han, at robotten, der menes at være af kinesisk oprindelse, ikke har realistisk formede hænder.