»Truslen fra det yderste højre er virkelig og farlig. Coronabekæmpelsen og de eksperter, der har hjulpet i arbejdet, ses nu som legitime mål,« siger en europæisk sikkerhedsekspert til B.T.

I tre uger har belgiske eliteenheder jagtet den 46-årige elitesoldat Jürgen Conings.

Som en anden Rambo har Conings, der er camouflagetrænet og skarpskytte, holdt sig skjult for hundredvis af soldater, helikoptere, hundepatruljer og droner.

Jürgen Conings formodes at være skarpt bevæbnet med både håndvåben og maskinpistol. Han efterlod sin bil ved en stor naturpark. I den fandt politiet blandt andet raketaffyringsudstyr til fire raketter.

Hundreder af tungtbevæbnede militærfolk søger fortsat efter Conings over hele Belgien.
Hundreder af tungtbevæbnede militærfolk søger fortsat efter Conings over hele Belgien. Foto: PINO MISURACA
Vis mere

»Bilen var booby-trapped (brugt som skjult anordning klar til eksplosion, red.) med krigsammunition. Det var hans mening at skabe ofre, når bilen blev undersøgt. Det er derfor, vi betragter ham som en uhyre farlig mand,« siger Belgiens justitsminister, Vincent Van Quickenborne, til VTM News.

Da Jürgen Conings forsvandt, efterlod han to breve – et til sin kone og deres barn og et til offentligheden. Ifølge den belgiske statsanklager Eric Van Duyse står der i brevene, at Jürgen Conings ikke regner med at komme tilbage, og at han ikke vil lade sig fange levende.

»Jeg har sluttet mig til modstandsbevægelsen, og jeg kommer til at gøre noget, der én gang for alle vil ændre vores samfund,« skulle der blandt andet stå i brevene, har Erich Van Duyse oplyst til CNN.

Jürgen Conings, der har lang militærerfaring og blandt andet har været udsendt i Balkan, Afghanistan og Irak, har i noget tid været på den belgiske regeringens terrorliste på grund af hans tilknytning til højreekstremistiske miljøer.

Støøtprotest for Jürgen Conings i Bruxelles. Blandt højreradikale er han en frihedshelt
Støøtprotest for Jürgen Conings i Bruxelles. Blandt højreradikale er han en frihedshelt Foto: HATIM KAGHAT
Vis mere

»Det ubesvarede spørgsmål er, hvordan en person, der allerede var på en sikkerhedsliste på grund af sine ekstremistiske ideer, og som allerede var kommet med direkte trusler, kunne få adgang til våben, som han ovenikøbet fik lov at tage med sig?« siger Belgiens premierminister, Alexander De Croo, til CNN.

En række sårbare mål er siden blevet særligt bevogtet, blandt andet moskeer. Men helt ekstraordinært ser den mest direkte trussel ud til at være rettet mod en af Belgiens mest prominente virologer.

»Coronanedlukning og dem, der har medvirket til at bekæmpe epidemien, er nu blevet erklærede fjender for disse ekstremister. Vi ved, at Jürgen Conings har kontakt til blandt andre tyske nynazister, og der er blevet lavet adskillige støttegrupper for ham på sociale medier rundt om i Europa,« siger Eviane Leidig, ekspert i højreekstremisme ved International Centre for Counter Terrorism (ICCT) i Haag, til B.T.

Marc Van Ranst, en af Belgiens mest prominente videnskabsfolk i kampen mod covid-19, ser ud til at være Conings primære mål.

Det er ifølge en sikkerhedsekspert overraskende at Belgien ikke tidligere har grebet ind mod Conings. Der er erklærede højrenationalisater i både politiet og i hæren i mange europæiske lande.
Det er ifølge en sikkerhedsekspert overraskende at Belgien ikke tidligere har grebet ind mod Conings. Der er erklærede højrenationalisater i både politiet og i hæren i mange europæiske lande. Foto: YVES HERMAN
Vis mere

»På selve dagen, hvor Jürgen Conings forsvandt, blev min søn og kone hentet fra skole og arbejde af sikkerhedsstyrker, og jeg blev i al hast hentet fra hospitalet, hvor jeg arbejder,« siger virologen Marc Van Ranst til Brussels News.

Van Ranst-familien har siden været under 24 timers beskyttelse på et hemmeligt sted. Kameraer har fanget Jürgen Conings på Marc Van Ransts adresse. Virologen siger, at han har modtaget nærmest daglige trusler fra højreekstremisterne gennem længere tid.

»Jürgen Conings er del af et internationalt højreekstremistisk netværk, der tidligere har fokuseret på islam, men nu har gjort covid-19 til et samlingspunkt for deres aktivitet. Målet er beslutningstagere og videnskabsfolk, og de benytter alt fra misinformation til direkte handling,« siger Eviane Leidig fra ICCT til B.T.

»Vi ved eksempelvis, at der ved flere lejligheder har været forsøg på at sabotere leverancer af covid-19-vaccine eller elementer til fremstilling af vaccinerne. Det bekymrende her er, at Jürgen Conings med sin militærbaggrund muligvis kan have betroet information, som han og andre har kunnet misbruge,« tilføjer hun.

I takt med at anti-nedlukningsbevægelserne er vokset rundt om i Europa, er de tilsyneladende blevet infiltreret af den yderste højrefløj. Både i Storbritannien og i Tyskland er der fundet links mellem disse grupperinger.

»Det overrasker mig ikke, at noget som det her ville ske. Men det er overraskende, at de belgiske myndigheder ikke har reageret på Jürgen Conings før nu. Vores efterretningsvæsner har i alt for høj grad kun fokuseret på islamistiske trusler. Truslen fra det yderste højre er både konkret og farlig,« siger Eviane Leidig.