Dramatiske scener udspiller sig i Stockholm onsdag aften, da en mand i 20’erne blev skudt på åben gade i et boligområde.
Alarmen lød klokken 17.05, da flere borgere ringede ind efter at have hørt skud. Kort efter var både ambulance og politi fremme.
Det skriver Aftonbladet.
»Vi finder en mand med skudsår,« siger politiets talsmand Mats Eriksson til mediet.
Redderne kæmpede for mandens liv på stedet, men klokken 20.45 meddelte politiet, at han er død af sine kvæstelser. Pårørende er underrettet.
Vidner fortæller om kaotiske minutter lige efter skyderiet, mens et vidne hørte et par brag og så nogen storme væk i en bil.
På stedet er store dele af området afspærret, og politihelikopter og droner er sat ind i eftersøgningen på gerningsmændene.
Skyderiet er sket i et boligområde i Bromma, hvor flere beboere er blevet afhørt.
»Mærkeligt, at det sker her, det er et meget roligt område. Mærkeligt, at det også sker lige i myldretiden,« siger et vidne til Aftonbladet.
Politiet efterforsker sagen som drab, og er gået ind i anden fase med 'efterretningsbaserede oplysninger', lyder det fra politiets talsmand.
Opdateres...