Svensk politi har endnu ikke foretaget anholdelser, efter en 27-årig mand fredag mistede livet som følge af et knivstik i Stockholm.
En anden mand, i 30'erne, blev også stukket ned, og han er lige nu indlagt på et hospital i den svenske hovedstad, hvor han er blevet opereret.
Det skriver Aftonbladet og Expressen.
Politiets talsperson, Åsa Wallentin, sagde fredag aften til Aftonbladet, at anmeldelsen kom klokken 20.14. I første omgang handlede anmeldelsen om støj. Men ved ankomsten var situationen en anden, og to personer lå sårede på jorden.
Første melding herefter fra politiet var, at to mænd var kommet til skade, heraf den ene i kritisk tilstand. Det er ham, som nu er afgået ved døden.
Ifølge øjenvidner skete angrebene ved indgangen til Västermalmsgallerian, der er et indkøbscenter i Stockholm.
Området omkring Västermalmsgallerian var afspærret hele fredag aften, da svensk politi var massivt til stede med adskillige indsatser.
Her blev der afhørt vidner, ligesom der blev sikret videoovervågning af et skænderi, der skulle være sket forud for knivangrebene. Ud fra videoerne forsøger svensk politi nu at identificere og lokalisere de formodede gerningsmænd.
»Der er tale om flere gerningsmænd,« siger en anden talsperson, Anna Westerberg, til Expressen lørdag og uddyber, at øjenvidner så flere personer forlade gerningsstedet efter urolighederne.
Politiet efterforsker sagen som mord og mordforsøg.
Der er ikke kommet yderligere meldinger om de forurettede eller gerningsmænd i sagen.


