Det Hvide Hus går nu offensivt i rette med spekulationer om, at Donald Trump skulle være blevet indlagt over påsken.

Det skriver People

Historien tog fart påskelørdag, da et opslag på X hævdede, at den 79-årige præsident var blevet kørt til Walter Reed National Military Medical Center i delstaten Maryland. 

Flere brugere pegede på, at der skulle være vejspærringer og flyrestriktioner i området omkring hospitalet.

Det blev dog aldrig bekræftet.

Søndag afviste Det Hvide Hus historien blankt. 

Walter Reed National Military Medical Center har før stået for medicinske behandlinger af Donald Trump.
Walter Reed National Military Medical Center har før stået for medicinske behandlinger af Donald Trump. Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix

Her skrev kommunikationsdirektør, Steven Cheung, på X, at hændelsen var opdigtet og understregede, at præsidenten har arbejdet uafbrudt hen over påsken.

Og samtidig afviste Det Hvide Hus, at præsidenten skulle have været indlagt, og sendte i samme omgang en politisk stikpille afsted mod Joe Biden.

»Vanvittige liberale opfinder vanvittige konspirationsteorier, når Trump går 12 timer uden at tale med pressen. (De sagde ingenting, når Biden rutinemæssigt gik 12 dage uden at tale med pressen) Frygt ej! Præsident Trump holder bogstaveligt talt aldrig op med at arbejde,« skrev Det Hvide Hus på en af deres officielle profiler på X.

Midt i spekulationerne har præsidenten dog været aktiv på sin egen platform, Truth Social, hvor han løbende har delt opslag.

Og der er dermed intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at rygterne om, at Donald Trumps helbred halter, har hold i virkeligheden.