»Min historie. Mit perspektiv. Sandheden.«
Den tidligere amerikanske førstedame Melania Trump har delt en såkaldt teaser for noget, hun snart kommer ud med:
Nemlig en helt nyt bog om sit liv.
En bog, som hun fortæller vil indeholde »sandheden«.
I omtalen af bogen, som der ellers ikke vides meget om, lyder det, at man vil få »et intimt portræt af en kvinde, der har levet et ekstraordinært liv«.
Derudover oplyses det også, at man i bogen, der har titlen 'Melania', vil kunne finde »historier og billeder, som aldrig før er blevet delt med offentligheden«.
I en video på det sociale medie X har den forhenværende førstedame – der er gift med den tidligere republikanske præsident Donald Trump – delt en kort video i sort-hvide farver, hvori hun sætter nogle flere ord på, hvorfor hun har valgt at skrive bogen:
»At skrive denne erindringsbog har været en dyb og reflekterende rejse for mig. Som en privat person, der ofte har været genstand for offentlig granskning og fejlagtig fremstilling, føler jeg et ansvar for at afklare fakta,« siger Melania Trump i videoen, hvor hun tilføjer:
»Jeg mener, at det er vigtigt at dele mit perspektiv: Sandheden.«
Videoen slutter med, at ordene: 'My Story. My Perspective. The Truth' blinker frem på skærmen hen over billeder fra hendes liv.
Den tidligere førstedame er notorisk meget privat og holdt også relativt lav profil, mens hendes mand sad i Det Ovale Kontor.
Efter han tabte præsidentkampen til Joe Biden i 2020, har hun for det meste holdt sig væk fra mediernes søgelys, og hun har kun sjældent ledsaget Donald Trump, mens han har været i gang med sin nuværende kampagne for at komme tilbage i Det Hvide Hus.
Kun kortvarigt var hun med under det republikanske konvent i Milwaukee i juli.
Hun udsendte dog en udtalelse i forbindelse med, at Donald Trump nogle dage forinden var blevet strejfet af et skud under et vælgermøde:
»Da jeg så den voldelige kugle ramme min mand, Donald, indså jeg, at mit liv, og Barrons liv, var på randen af en katastrofal forandring,« lød det dengang blandt andet fra hende med henvisning til parrets søn, den 18-årige Barron Trump.
Det var tilbage i juli, at Melania Trump første gang annoncerede, at hun ville udkomme med selvbiografien.
Den er sat til at komme på gaden i USA senere på efteråret – ifølge de amerikanske medier formentlig omkring en måned før det amerikanske præsidentvalg, som finder sted den 5. november.